Bye bye til bilag

Udgivet d. 20-02-2018

Miljøstyrelsens kontrollant står i døren og har fundet fejl i kemikalieindberetningen! En presset situation, der kan komme til at koste kassen... Men ikke for Lone og Søren Kjær Poulsen fra Dortheasminde.

Læs her, hvordan Summax reddede dem ud af kattepinen! Og hvordan Summax i øvrigt er en hjælp i hverdagen.
Lone og Søren Kjær Poulsen ved Lunderskov har brugt SAGRO Summax siden 2013, og íkke mindst Lone, der står med regnskaberne, er rigtigt glad for ikke at skulle rode i gamle mapper efter bilag.

Særligt glad var hun den dag, hun med få klik kunne dokumentere, præcis hvad der var indkøbt af kemikalier. Kontrollanten bøjede sig for kendsgerningen, og accepterede, at fejlen var en indberetningsfejl, og Lone og Søren slap for sanktioner.

- Jeg har jo lange rækker med papirmapper nede i kælderen stående. Hver gang jeg går forbi, så tænker jeg YES! Dem skal jeg aldrig mere ned og finde et eller andet bilag i. Nu kan jeg bare lige gå ind på computeren og søge, og så har jeg svar i løbet af få minutter, siger hun.

Det er først og fremmest enkelthed, og det at have tingene lige ved siden af, som hun ser som den store fordel.

Det har dog også været lidt af en omstilling at skulle slippe det med at have hver enkelt bilag mellem hænderne.

- Jeg følte, at når jeg havde lagt dem i rækkefølge efter mit kontoudtog, så havde jeg bare styr på det. Jeg vidste, hvor alting var. Og nu sidder man hér og har ikke engang noget, man kan røre ved eller bladre i.  Det skulle jeg da lige vænne mig til, siger Lone Kjær Poulsen, der også har skullet øve sig i at bruge sit arkiv rigtigt.

- Jeg har let tilgængelige informationer hurtigt, forudsat at jeg har givet mig selv nogle ordentlige søgeord og valgt at være systematisk i min brug af dem, siger hun.

Bruges aktivt i driften

Søren Kjær Poulsen bruger også de informationer, der nemt kan hentes i Summax.

- Hvad kostede det at køre kædegraver, da vi drænede fem hektar for to år siden, nævner han.

Det er den slags, der nu ikke skal bruges tid på at støve gennem syv bilagsmapper for at finde.

- Med Summax tager det ét minut, så har jeg bilaget og kan tage de data, jeg skal bruge.

Søren er også glad for det overblik over vedligeholdelseskontoen, han har fået i kraft af Summax. Dortheasminde kører med et ret detaljeret regnskab, og det gør det let at søge tal for de præcise vedligeholdelsesomkostninger på for eksempel vådfoderanlægget eller traktoren.

- Det giver et godt grundlag for at beslutte, hvornår noget skal udskiftes, siger han.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere