Få tørkeskader vurderet!

Udgivet d. 26-07-2018

Skal vissen majs høstes nu, skal græsmarker pletsås eller helt sås om? Alt beror på en konkret vurdering!

Situationen dags dato i en majsmark på sandjord nær Esbjerg.

Den langvarige tørke har påvirket afgrøderne meget forskelligt. Uden vanding er situationen mere eller mindre endt i misvækst - med vanding kan afgrøderne give stort set normalt udbytte.

Har du tørkestressede afgrøder eller græsudlægsmarker, der er helt eller delvist gået ud, kræver det kritisk, individuel stillingtagen på hver enkelt bedrift.

I LandbrugsAvisen i denne uge kan du læse planterådgiver Hanne Binderup Jacobsen, SAGRO, citeret for følgende råd til mælkeproducenter, hvis majs nu står og visner på let og uvandet sandjord:

»Som vejrudsigten ser ud, bliver det kun værre. Så hvis man vil have foder ud af den tørkeskadede majs, skal den tages som grønmajs. Det bliver kun værre, så der bør man være realistisk og tage beslutningen snart. Det bliver dyrt og halvdårligt grovfoder, men selv halvdårligt grovfoder kan være bedre end intet grovfoder, som situationen er med udsigt til halverede udbytter og mangel på grovfoder«.

Også på græsudlægsmarkerne anbefaler hun en konkret vurdering af den enkelte mark.

»Generelt er jeg ikke så vild med eftersåning. Det er marker, der skal ligge tre-fire-fem år, så det er værd at gå efter det bedst mulige resultat ved at pløje, etablere såbed og så nyt udlæg i det hele i stedet for at stå med marker, hvor noget græs er nyudlagt ved eftersåning, og andet er tørkeskadet«, siger hun, men hun understreger samtidig, at man ikke kan tænke på at lægge noget om, før pløjelaget er blevet gennemvædet af 40.50 mm regn.

Stort udbyttetab

I en anden artikel i LandbrugsAvisen fortæller planterådgiver Christina Skelmose Jørgensen, SAGRO, om vårbyg, der på uvandet jord giver ned til 30 hkg pr. ha - og nogle steder endda endnu mindre.

LandbrugsAvisen skriver, at der er store udbytteudsving rundt om i landet. Vandprocenten i det høstede korn ligger de fleste steder med et vandindhold på 11-13 %, så der vil næppe være udgifter til tørring ret mange steder.

I vårbyg, havre og vinterraps meldes der også generelt om lavere udbytter. Også rugen skuffer. Selvom den har et stort og dybtgående rodsystem, som gør den mere tørketolerant end andre kornafgrøder,  så skønner landets planteavlskonsulenter, at der bliver en gennemsnitligt udbyttetab på 21 % på grund af tørken.

Læs mere i LandbrugsAvisen i denne uge.

Høst af helsæd - kommer udlægget, når der kommer regn? Det er svært at tro.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere