Noget at være stolte over

Udgivet d. 04-10-2018

Stort fælles medlemsmøde i Billund fik landmænd til at ranke ryggen - men fremtiden tegner ikke alt for lys.

Tekst: Lilli Snekmose

Landbrug & Fødevarer viser i en ny omdømmekampagne på TV og i de sociale medier, at danske fødevarer er højt skattede ude i verden.

Enhver dansker vil uvilkårligt føle stolthed, når vi i udlandet støder på dansk ost og dansk bacon. Men ved at lade japanere, italienere og amerikanere erklære deres uforbeholdne begejstring for de danske fødevarer, forsøger kampagnen at vise alle herhjemme, hvor værdsat dansk landbrug er i udlandet.

Eksempelvis skamroser en italiener de danske iceberg-salater, der nu i flere år er blevet eksporteret fra Månsson i Brande til grøntsagslandet Italien. Den italienske opkøber fortæller, at de bedste iceberg-salater i Italien er danske, og at Månssons salathoveder altid bliver revet væk.

 

- Det bliver han ikke betalt for at sige. Og han er heller ikke en skuespiller, der er hyret til opgaven. Alle, der medvirker i vores kampagne er autentiske, og de siger kun, hvad de virkelig mener og vil stå på mål for. Det er det, der gør kampagnen så stærk, forklarede Christian Hüttemeier, der er kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer. Han var dermed med til at løfte stemningen noget blandt de godt 100 landmænd, der onsdag aften var samlet til møde i Billund, arrangeret af Jysk Landbrug, Sydvestjysk Lbf., Herning-Ikast Lbf. og KHL.

Udfordringer og skuffelser

Aftenens tema var ”License to produce”. Martin Merrild fortalte om de store linjer og satte ord på en del af udfordringerne - og skuffelserne. At tørkepakken, der på et tidspunkt tegnede til at blive på op imod én milliard kroner, endte med kun at blive på en tredjedel, var brandærgerligt, sagde han:

- Politisk var der velvilje til at give en likviditetsforbedring ved at annullere jordskatten i 2018. Men det blev blokeret, da embedsmænd fik overbevist politikerne om, at det kunne opfattes som ulovlig statsstøtte. Det er en ufattelig forklaring! Vi er de eneste landmænd i EU, der betaler jordskat, så hvordan kan fjernelse af den blive til ulovlig statsstøtte, harcelerede Martin Merrild.

Han talte også om truslen for afrikansk svinepest, efter fund af smittede vildsvin i Belgien.

- Byggeriet af vildthegnet ved grænsen går i gang til januar, vi kan ikke presse det igennem tidligere. Jeg ved, der er skepsis i forhold til hegnet, men det er vores bedste chance for at kunne opretholde en sikker zone i Danmark, den dag smitten måske bliver spredt til Tyskland, forklarede han.

Landbrug i dårlig situation

Niels Peter Nørring, områdedirektør i Landbrug & Fødevarer talte om grundvandsbeskyttelse. Det politiske pres for at stramme kravene til brug af pesticider i boringsnære områder er helt enormt, både i Folketinget og ude i kommunerne.

L&F har indbragt flere sager om kommunale tiltag for klagenævnet. Kommunerne er uden fagligt belæg gået alt for langt i de krav, der stilles i indsatsplanerne, sagde han. Men uanset, hvilket scenarie Niels Peter Nørring udmalede for udfaldet, så bringer det landbruget i en dårlig situation. Der er risiko for, at kravene - helt uden kompensation - gør almindelig omdrift umulig. En anden mulighed er et decideret forbud mod brug af pesticider, men hvor kompensationen er så lav, at den ikke står mål med landmandens tab.

Regering hen over midten

Inden et år skal der udskrives folketingsvalg i Danmark, og i den forbindelse er det Martin Merrilds allerstørste ønske, at resultatet bliver en bred regering hen over midten.

- For mig er det et varmt og brændende ønske, at vi kan isolere fløjene i dansk politik. Ude i kommunerne kan der laves brede samarbejder, det må også kunne lade sig gøre i Folketinget, sagde han.

Medlemsmøde for fire landboforeninger i Billund 3. oktober samlede godt 100 deltagere. De fleste var grå i toppen - og det kan ikke være anderledes, når kun 6 procent af danske landmænd nu er under 40 år!

Skulle vi have sagt nej tak, fordi tørkepakken blev for lille? Måske, men det valgte vi ikke af respekt for de politikere, der havde kæmpet for at levere en hjælp, der kunne mærkes, sagde Martin Merrild.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere