Ny ejendomsbeskatning: Har du tjekket, om dine tal er korrekte?

Udgivet d. 14-04-2023

Hvis du har modtaget brev om, din ejendom fremover vil blive vurderet som ejerbolig, kan du med fordel læse med her.

Ejer du en ejendom, som efter den nye ejendomsvurderingslov vil blive vurderet som en ejerbolig? Så kan det være, at du skal gå afgørelsen efter, hvis du er uenig.

- Det er vigtigt, at man sikrer sig, at de oplysninger, som Vurderingsstyrelsen har haft adgang til, er korrekte. Det kan f.eks. være, at registreringen af dyr er forkert. Det kan f.eks. også være, at ejendommens stuehus er i meget dårlig stand, så det ikke har særlig stor værdi, hvilket vil tale for, at ejendommen revurderes til landbrugsejendom, siger Mathias Hedegaard, der er rådgiver i SAGRO Regnskab.

Når Vurderingsstyrelsen vurderer, hvilken kategori ens ejendom hører under, trækker den oplysninger fra forskellige registre, herunder BBR-registret, Husdyrbrugsregistret, Grundbetalingsordningen og grøn støtte fra Landbrugsstyrelsen, Matrikelfortegnelsen og Planregistret.

- Så man skal som ejer tjekke de data, som ligger til grund for kategoriseringen og gøre indsigelse, hvis der er fejl og mangler, siger han.

Fra den dag, man modtager brevet om, at ens ejendom skifter kategori, har man 15 dage til at svare, hvis man er uenig i vurderingen. Hvis man ikke gør det, vil man herefter modtage endnu et brev med en endelig afgørelse fra Vurderingsstyrelsen.

Hvis ikke man gør indsigelse i tide, kan man risikere, at vurderingen først kan ændres fra 1. januar 2024.

En ændret status fra landbrugsejendom til ejerbolig vil betyde, at man fremover skal betale den kommunale grundskyld, som gennemsnitligt ligger på 26 ‰. Det er mange penge, når man sammenligner med "landbrugspromillen", som ligger på cirka 7.

 

Hvordan vurderes det?

Som nævnt ovenfor trækker Vurderingsstyrelsen tal fra forskellige registre, når den skal vurdere, hvilken kategori ejendommen hører under. Men det er ikke hele sandheden.

- Når man fastsætter kategorien for ejendommen, ser man på dens samlede karakter. Det vil sige, hvilken slags ejendom det rent faktisk er, og hvordan den bliver brugt, siger han.

Derfor er det også muligt at lave tilpasninger af ens bedrift, hvis man for nuværende ikke opfylder alle kravene. Det vil især være gældende for mindre landbrug.

- Ja, det er korrekt, at man kan lave ændringer, så ens ejendom skifter fra én kategori til en anden. Men hvis man gør det i dag, vil det først slå igennem ved den næste vurdering, og også her er det 1. januar 2024, siger han.

 

Overgangsordning er mulig

Det kan få store økonomiske konsekvenser for nogle, at ens ejendom bliver placeret i en ny kategori. Derfor har man lavet en overgangsordning, så ejendommen kan forblive på "landbrugspromille"-taksten.

- Men overgangsordningen bortfalder, når ejendommen sælges, siger Mathias Hedegaard.

Der er også andre måder, hvorpå overgangsordningen kan bortfalde. Det kan f.eks. være frasælger jord, eller hvis man bygger om eller til sin ejendom eller ligefrem bygger helt nyt. Hvis det sker, vil ejendommen med det samme overgå til at blive kategoriseret som ejerbolig.

- Det er klart, at mange måske sidder med flere spørgsmål, og vi sidder klar ved telefonen, hvis man vil have klarhed. Og det er også derfor, at man kan komme til møde i SAGROs hus om netop det her emne, siger han.

Medlemsmødet vil foregå mandag den 17. april kl. 19:00 - 21:30 i SAGROs hus i Herning og arrangeres af Familielandbruget VEST-Jylland. Det er gratis at deltage for medlemmer af alle SAGROs ejerforeninger. For ikke-medlemmer koster det 100 kr.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Mathias Hedegaard Mathias Hedegaard Økonomirådgiver, vurdering 96296761


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere