Otte kilometer blomster er klar til at blive plukket

Udgivet d. 03-08-2021

Holstebro Struer Landboforening har igen i år sået blomsterstriber i Holstebro og Struer kommuner. I alt er der sået otte km 30 forskellige steder. Blomsterne står nu i fuldt flor og er klar til at blive plukket.

Projektet med såning af blomsterstriber blev startet sidste år i anledning af foreningens 200-års jubilæum. Det var en kæmpe succes med mange positive tilbagemeldinger.

For at ingen skal være i tvivl om, hvor blomsterne kan plukkes, har projektansvarlig Anders Ørts sammen med Ejvind Hansen, der har været med til at så alle blomsterstriberne, opsat skilte ved alle markerne. Straks skiltene var opsat var der mange i gang med at plukke blomster.

Den tørre sommer har betydet, at der fortsat er frø, der endnu ikke er spiret. Med de mere end 15 arter, der indgår i frøblandingen, er der rig mulighed for at få en flot buket.

Landmændene er meget interesseret i at få sået blomsterstriber.

- I blomsterstriberne er der meget mad til fugle og bier. Jeg er derfor utrolig stolt over at landmændene i Holstebro og Struer de sidste to år har sået mere end 150 km blomsterstriber og faunastriber. Det er uden sammenligning de to kommuner i Danmark der har sået det største areal – vi kan vel godt kalde os danmarksmestre, konstaterer Anders Ørts.

Fakta

  • Km såede blomsterstriber i 2020: 7 km og i 2021: 8 km
  • Km såede faunastriber i 2020: 83 km og i 2021: 65 km
  • Arbejdet med såning af blomsterstriber er frivilligt udført af Kristian Borup og Ejvind Hansen, Naur.
  • DSV har sponseret alle frøblandinger
  • Landmænd i Holstebro og Struer har vederlagsfrit lagt arealer til
  • Ansvarlig for projekt Blomsterstriber: Anders Ørts, Mejrup Hindkjær, tlf. 4046 5323

Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere