Sagsbehandlingstid har aldrig været kortere

Udgivet d. 18-06-2018

Vejen er i spidsen - andre lokale kommuner gør store spring fremad

Tekst: Lilli Snekmose

Det har aldrig været hurtigere at få en husdyrgodkendelse. Den seneste statistik viser, at kommunerne i gennemsnit er 4,3 måneder om at give en miljøgodkendelse.

Vejen Kommune er i førertrøjen, når vi ser på de kommuner, SAGRO arbejder mest med. Her tog det i 2017 gennemsnitligt 2,4 måneder at behandle en sag - og det var uforandret i forhold til 2016.

Efter Vejen kommer Struer, Esbjerg og Varde, som alle har været i stand til at forkorte sagsbehandlingen i forhold til året før.

SE LISTEN OVER ALLE KOMMUNER

- En hurtig tilladelse har stor betydning for den enkelte landmand, der gerne vil udvide sin produktion, og det skal ikke være miljøgodkendelsen, der forsinker investeringerne i husdyrproduktionen unødigt.  Derfor er det glædeligt, at sagsbehandlingstiden fortsætter med at falde i kommunerne, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. 

Tilbagegang i Billund og Holstebro

Den positive udvikling på landsplan gælder dog ikke Billund og Holstebro kommuner. Begge steder er sagsbehandlingstiden i husdyrbrugssager steget fra henholdsvis 2,6 og 4,1 måneder i 2017 til 3,4 og 4,6 måneder i 2017.

Ikast-Brande Kommune har tidligere haft områdets længste gennemsnitlige sagsbehandlingstid med 6,2 måneder, men kommunen har rykket sig og ligger nu præcis på landsgennemsnittet på 4,3 måneder.

I nabokommunerne til SAGROs område er sagsbehandlingstiden generelt højere. I Skive 4,5 måneder, i Ringkøbing-Skjern og Vejle kommuner 5,2 måneder og i Lemvig 5,9 måneder.

Minister lover endnu hurtigere behandling

Når den nye husdyrregulering, der trådte i kraft sidste sommer, har fået lov at virke et stykke tid, skal sagsbehandlingstiderne være endnu kortere, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Der er indtil nu afgjort 20 sager efter de nye regler, alle sager vedrørende små og mellemstore husdyrbrug. Her var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 1,5 måned.

DE 6 HURTIGSTE I SAGROS OMRÅDE

Her får du hurtigst en ny husdyrgodkendelse:

Vejen - 2,4 måneder

Struer - 2,7 måneder

Esbjerg - 3 måneder

Varde - 3,3 måneder

Billund - 3,4 måneder

Herning - 3,5 måneder

SE LISTEN OVER ALLE KOMMUNER

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Lisbeth Tønning Lisbeth Tønning Afdelingsleder, Miljø 76 60 23 66 20 18 48 09


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere