Header billede

TILVÆKST Grovfoder, nr. 11, 10. maj 2017

 

 

MARK

Aktuelt i græsmarken

Af planterådgiver Thomas Harbo

I mange slætgræsmarker er endnu ikke kommet op på fuld fart efter den kolde periode, og det gustne skær ses stadig. Nu bliver væksten så også hæmmet at et stort nedbørsunderskud på de letteste jorder, så her må suppleres med vanding. Andre steder buldrer væksten derudaf, og de første går nok i kast med første slæt i næste uge.

Til toppen

Aktuelt i majs

Af planterådgiver Bent Skallebæk

I den forløbne uge er majsen sået rigtig mange steder, og generelt er såningen ved at være overstået. Benyt muligheden for at sprøjte med et glyphosatprodukt INDEN majsens fremspiring, hvis der er fremspiret ukrudt – fx 0,8-1,0 l/ha af et 450 g/l produkt svarende til 360 – 450 g/ha aktivstof.

Storke- og hejrenæb er arter, der kan spire frem meget hurtigt. Bekæmpelse med glyphosat er især aktuel, hvis såbedet har ligget urørt mere end 5 – 7 dage inden majssåning. Hvis der er store forekomster af ærenprisarter, kan der iblandes 0,05 – 0,06 l/ha af DFF / Legacy 500 SC som omtalt i TILVÆKST Grovfoder nr. 10.

Men pas på! Under lune forhold er majsen hurtig oppe af jorden. Tjek fremspiringen især langs hegn, hvor der er sol og læ.

Til toppen

Ukrudtsbekæmpelse i foderroer

Af planterådgiver Birthe Buskov og planterådgiver Thomas Harbo

Rettidighed er alt afgørende for at opnå en tilfredsstillende bekæmpelse af ukrudt i foderroer. Tre – fire sprøjtninger er normalt udgangspunktet for en vellykket strategi mod ukrudt i foderroer. På de tidligste lokaliteter er den først sprøjtning forhåbentlig allerede foretaget på nuværende tidspunkt.

Timing af sprøjtningerne

Tabel 1 Rettidighed og sprøjtning på småt ukrudt er nøgleordene for ukrudtsbekæmpelse i foderroer.

Godkendte ukrudtsmidler

Alle de godkendte herbicider til brug i roer er omfattet af restriktioner i brugen. I tabel 2 her under ses en oversigt. midlet med de "skrappeste" restriktioner fastsætter naturligvis fx afstandskravene til en tankblanding.

Tabel 2 Godkendte ukrudtsmidler i foderroer

Bekæmpelsesforslag

Hvor der kun forekommer en "almindelig" ukrudtsbestand, kan nedenstående sprøjteforslag bruges. Hvor der er mere specielle problemer, må du rådføre dig med din planterådgiver. Midlerne er ikke overdrevent stærke, og rettidighed er overordentlig vigtig for resultatet. Specielt er det vigtigt, at første sprøjtning får den ønskede effekt, da al erfaring viser, at det er endog meget svært – for ikke at sige umuligt – at få roerne rene, hvis første sprøjtning ikke lykkes. For sprøjtetidspunkt henvises til tabel 1.

Jordmidlet Command CS har en godkendelse til mindre anvendelse i bederoer til foder. Command kendes bedst fra anvendelse i vinterraps og kartofler. Der må anvendes op til 0,2 l/ha senest tre dage før fremspiring af roerne. Dette kan IKKE anbefales. På sandjord anbefaler vi ikke mere end 0,07 – 0,08 l/ha, som er en passende dosis. Undgå overlap med sprøjten, da det roerne, der får dobbelt dosis, bliver voldsomt væksthæmmede, ligesom store nedbørsmængder og kulde i forbindelse med sprøjtning kan skade afgrøden.

Da Command CS har en godkendelse til mindre anvendelse, skal du være i besiddelse af denne, inden du anvender midlet. Klik i banneret herunder. 

 

Command CS har en god effekt på hundepersille og burresnerre samt effekt på fuglegræs, tvetand, ærenpris og hyrdetaske. Command kan ikke stå alene, men kan bruges som "bund". Inden anvendelse bør overvejes, om ukrudtsproblemet er så stort, at det er risikoen værd.

 

 

Billede 1 For høj dosis / overlap med Command CS giver væksthæmning af roerne (Foto: Thomas Harbo)

Tabel 3 Standardsprøjteforslag i foderroer

 

Laveste dosis anvendes under optimale forhold og småt ukrudt. Højeste dosis under mindre gunstige forhold, hvor ukrudtet har dannet løvblade, eller under tørre forhold. Pas på med oliedoseringerne under meget varme forhold – omvendt er en tilpas høj dosis af penetreringsolie nødvendig for at opnå tilstrækkelig effekt under tørre og ugunstige forhold. Dosis af penetreringsolie kan justeres i forhold til vejrlig og betingelser, som det fremgår af tabel 4.

Det kan være nødvendigt at afslutte med en radrensning, hvis den kemiske bekæmpelse ikke rækker.

Tabel 4 Penetreringsolie doseres i forhold til temperatur og vokslag

 

Under meget tørre forhold kan det være nødvendigt at øge doseringen af Renol med 0,1-0,2 l/ha.

Til toppen

VANDING

Kommentar til vandbalancen den 9. maj

Af planterådgiver Christina S. Jørgensen

De sidste ugers manglende nedbør sætter nu for alvor sit præg på afgrøderne, og der er nu al mulig grund til at få påbegyndt vanding i græsmarker og vintersæd på JB 1, hvis ikke vandingsmaskinerne allerede er i sving.

Med et aktuelt vandunderskud på 30 – 40 mm er afgrøderne i så stort underskud, at udbyttet vil påvirkes negativt. Græsmarkerne bør prioriteres først og dernæst vintersæden Tidlig sået vårsæd på JB 1, som er fremspiret i marts måned vil også nå et underskud på 30 – 35 mm i denne uge, dette vil udløse et behov for vanding. På JB 3 ser det ud til at vanding kan vente, men falder der ikke betydelige mængder nedbør den næste uge, vil der blive vandingsbehov på disse jorder hen mod weekenden. Ifølge prognoserne for perioden frem til den 14. maj er der varslet 8 – 14 mm nedbør.

 

Til toppen

Vandingsvejledning på hjemmesiden

Som vi stilede i udsigt i TILVÆKST Grovfoder nr. 10 vil vandingsvejledning fremover findes på SAGROs hjemmeside. Planen var, at vi allerede skulle have været i luften med denne rådgivning i denne uge. DMI, som leverer data for nedbør og fordampning vil det desværre anderledes, da de har haft nedbrud på valide fordampningstal siden midt i sidste uge.

Vi forventer at lukke op for vores nye vandingsvejledning, når DMI kan levere valide data – forhåbentlig fra næste uge.

Til toppen

MARKEDSORIENTERING

Sojaskråen stadig i nedtrend

Af råvarerådgiver Bjørn Asmussen, JL Finans & Råvarer A/S

Prisen på sojaskrå er lav efter en meget stor høst. Følg prisudviklingen og overvej om der evt. skal handles langt.

Sojaskråen er stadig i nedtrend efter en global giganthøst, som næsten er i mål. En høst som er blevet opjusteret igen og igen næsten til sidste høstdag. På baggrund af det første valgresultat i Frankrig for nogle uger tilbage styrkedes Euroen overfor dollar, hvilket også gavnede en lavere sojapris. Det eneste "grus i maskinen", der kan skabes af spekulanterne lige nu, er, at der sås tvivl om USDA estimaterne på, hvor stor forbruget af sojaskrå bliver. Prisen er nu i niveauet 265 kroner ude på de lange terminer. – Bemærk! Det er et prisniveau, som er ganske fornuftigt set over de seneste års bedste handelshistorik. Dog skal det igen bemærkes, at sojaskråen fortsat er i nedtrend, og børsprisen i dollar når endnu ikke tidligere tiders bundniveauer! Se røde cirkler på grafen i figur 1. Brud under 300 dollar har i de seneste 10 år vist sig at være i det niveau, vi bør handle langt.

Det vil vel virke realistisk, hvis den netop afsluttede giganthøst igen skal teste brud under 300 dollar? Dertil skal tillægges, at sojaarealerne i USA for kommende sæson estimeres at sætte nye rekorder! USDA kommer dog tirsdag aften med ny månedsrapport – der for alvor starter fokus på produktionsestimater for kommende sæson.

Det er dog også værd at bemærke, at perioderne, hvor prisen har holdt sig i niveauet 300 dollar eller derunder, er forholdsvis korte – og stigningerne derfra markante!! Spekulanterne i råvaremarkedet er på nuværende tidspunkt stærkt eksponeret i shortkontrakter. Det betyder, at de ser pessimistisk på markedet (tror på fald). Ulempen er dog, at der kommer tilsvarende voldsom aktivitet i markedet, når nyhedsstrømmen vender, og alle disponeringerne skal vendes til køb.

Når der kigges på den direkte pris på Chicago-børsen, så skal der til enhver tid tages højde for dollar, præmier og fragtrater. – MEN hvis vi ser på prisniveauerne i DKK – så ligger prisniveauerne i de sidste fire (røde cirkler) mellem 235 – 265kr., hvilket er fint i tråd med de laveste priser, vi har set de senere år, leveret i dansk silo.

 

Til toppen

REGLER OG TILSKUD

Orientering fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen om kvægundtagelsen (2,3 DE-regler)

Af planterådgiver Kjeld Nørgaard

Måske har du undret dig over en mail fra Landbrugs- of Fiskeristyrelsen om et brev, der ligger i Tast Selv, med overskriften "Gødningsregnskab og- leverancer"? Brevet er en orientering til dig, der opsummerer de vigtigste ændringer gældende for den igangværende planperiode 2016/2017. Disse regler er i korthed:

  • 80 % af udspredningsarealet skal pr. 1. august 2017 dyrkes med græs, græsefterafgrøder, foderroer eller græsudlæg. Kravet har hidtil været 70 % med græs, græsefterafgrøder, foderroer eller græsudlæg.
  • Græsarealer i omdrift må kun pløjes om i perioden 1. marts til 1. juni, hvorefter arealet skal tilsås umiddelbart og ikke senere end tre uger efter pløjning. Der skal dyrkes en afgrøde med højt kvælstofoptag og en lang vækstsæson. I praksis er det roer, græs eller græsudlæg.

Som udgangspunkt har din planterådgiver tjekket, at din plan lever op til de 80 % med græs og græsefterafgrøder og haft kontakt til dig, hvis der var behov for ændringer. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du lever op til de nye krav, bør du tage kontakt til din planterådgiver.

Til toppen

Cookie- og privatlivspolitik på www.sagro.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på sagro.dk og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på sagro.dk accepterer du vores brug af cookies. Læs mere

Jeg accepterer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere