Header billede

TILVÆKST Grovfoder, nr. 8, 11. april 2017

 

 

MARK

Aktuelt i majs

Af planterådgiver Thomas Harbo

Et par enkelte dage med sol giver ikke optimale forhold for såning af majs. Udsæt såningen indtil jordtemperaturen ligger stabilt på + 8°C.

Få dage med sol og lidt varme i luften i sidste uge og hen over weekenden har så småt sat gang i etableringen af majs. Selvom der naturligvis er nuancer mellem forskellige lokaliteter, er det generelle billede, at jordtemperaturen ligger omkring 8 °C og med udsigt til et fald i de kommende dage, hvor der varsles en del nedbør.

Figur 1 Ribe, 10. april. Jordtemperatur i 10 cm's dybde.

 

Figur 2 Holstebro, 10. april. Jordtemperatur i 10 cm's dybde.

 

Undlad derfor at så majsen nu, da det er ret dårlige spiringsbetingelser for majsfrø og de spæde majsplanter, men derimod gode betingelser for fusariumsvampen, som angriber majsfrø og-spirer under kølige og fugtige forhold. Fusariumangreb resulterer i svækkede eller døde planter.

Majsfrøene spirer ikke før jordtemperaturen har passeret 8 °C. Den mest kritiske periode for majsfrø og –spirer er fra begyndende spiring, indtil spiren bryder gennem jordoverladen; denne periode skal helst være så kort som muligt, hvilket naturligvis afhænger af jordtemperaturen. Med de nuværende temperaturforhold i jorden og med udsigt til nedbør og køligere vejr, anbefaler vi, at du udsætter såningen indtil temperaturen i jorden og luften er mere gunstige.

Er forholdene stadig til den kølige side, når du skal have sået dine majs, må du ikke så for dybt. En sådybde på 3,5 - 4 cm et passende til de lidt køligere forhold, mens 4,5 – 5 cm er passende til normalt gode forhold. Normalt anbefales det ikke at så dybere end 5 cm. Kun hvis såbedet er blevet tørt ned til 5 cm, kan det være nødvendigt at så dybere, for at kunne placere frøene på fugtig bund.

Til toppen

Ukrudtsbekæmpelse i udlægsafgrøder

Af planterådgiver Thomas Harbo

Ukrudtsbekæmpelse i udlæg af kløvergræs og lucerne sker bedst og billigst ved tidlig sprøjtning, mens ukrudtet er helt småt.

I dæksæd til ensilering kan der normalt accepteres mindre indslag af ukrudt, mens der stilles større krav til bekæmpelsen i korn til modenhed.

Udlæg af græs i vårbyg

Græsudlæg tåler stort set de samme midler, som anvendes i vårsæd uden udlæg – fx Buctril 225 EC, Express SX, Mustang Forte, Primus, Saracen, Catch, Starane XL/Primus XL, og Tomahawk/Lodin/Starane 333 HL. Ally SX, Express Gold SX, Hussar OD og Pixxaro EC må ikke anvendes, fordi skånsomheden over for græsset ikke er tilstrækkelig. Tabel 1 viser en oversigt over originalprodukterne Ally SX, Express SX og Express Gold SX og deres kopiprodukter. Undgå at tage fejl af Express SX / kopiprodukter og Ally SX / kopiprodukter + Express Gold SX; det kan ødelægge dit græsudlæg!

Mustang Forte bør IKKE anvendes på kvægejendomme på grund af en række restriktioner med hensyn til anvendelse af halm og etablering af efterfølgende afgrøder med bælgplanter og roer.

Tabel 1 Minimidler, originalprodukter og kopiprodukter 


Udlæg af kløvergræs og lucerne i dæksæd

Det eneste middel, der er fuldt skånsomt over for kløveren, er Fighter 480, som kan anvendes uden hensyn til kløverens størrelse. Den bedste effekt opnås på små ukrudtsplanter under gode temperaturforhold. Tankblanding med Stomp CS/Activus 40 WG kan give en effektforbedring på arter som fuglegræs, agerstedmoder og snerlepileurt, men pris/effekt-forholdet samt generelt ugunstige betingelser for jordmidler i foråret gør bred anvendelse uaktuel. Se standardløsninger i tabel 2.

Billede 1 Nyfremspiret kløvergræsudlæg i dæksæd af vårbyg (Foto: Thomas Harbo).

 

Mod hanekro og korsblomstret ukrudt giver en blanding af Fighter 480 + 3 (– max. 5) g/ha Harmony SX + olie erfaringsvis en god effekt. Harmony SX giver en vækststandsning i græs, som er i kraftig vækst, og må om foråret derfor kun bruges, hvor udlægget står beskyttet i en dækafgrøde.

Ovenstående gælder også for lucerneudlæg. Dog må Activus 40 WG og Basagran M75 IKKE anvendes i lucerneudlæg.

Behandlingsfrister for aktuelle midler ses i tabel 2.

Tabel 2 Behandlingsfrister i dæksæd med kløvergræsudlæg

 

Tabel 3 Ukrudtsbekæmpelse i vårsæd med kløvergræsudlæg

Til toppen

REGLER OG TILSKUD

Frist for rettidig indsendelse af EU-ansøgning er den 21. april

Af planterådgiver Thomas Harbo

Fristen for rettidig indsendelse af årets EU-ansøgning / Fællesskema er fredag den 21. april. Ændringer kan indsendes frem til og med 16. maj.

Fristen for forsinket indsendelse af Fællesskema er ligeledes den 16. maj. For ansøgninger, som indsendes efter fristen den 21. april, reduceres støtten med 1 % pr. dag.

Alle ændringer i markplanen skal indberettes

Pga. det grønne krav om flere afgrøder skal alle ændringer i markplanen indberettes.

Til toppen

ANDET

Intet markarbejde uden SAGROs app

Af souschef kommunikation Lilli Snekmose

Er du klar over, at SAGRO har udviklet en gratis app, som er helt uundværlig her i den travle tid i marken?

Skal du bestemme ukrudt, skadedyr eller svampeangreb, kan du finde hjælp ved opslag i app'en, ligesom der er hjælp til at beregne udsædsmængde og finde de rigtige mængder af midler til tankblandingen, når du skal bekæmpe ukrudt eller svampe.

Sprøjtning

  1. En sikker bestemmelse af ukrudt eller skadedyr er helt essentiel, for valg af tidspunkt og middel. Derfor indeholder SAGROs app også en rigt illustreret billednøgle. Her navigerer du nemt rundt, fordi ukrudt, sygdomme og skadedyr er fordelt på konkrete afgrøder, fx sygdomme og skadedyr i raps, græsukrudt eller sygdomme og skadedyr i kartofler. Alt er vist med fine farvebilleder.
  2. Rettidighed er også her et nøgleord. Derfor er der i SAGROs app en illustrativ oversigt over afgrødernes vækststadier, så du kan udføre din sprøjtning på det mest optimale tidspunkt.
  3. Nu er du klar til at lave din tankblanding. Her bruger du app’ens kemikalieberegner, hvor du med få klik udregner mængden af midler og vand til en tankblanding ud fra ønsket dosering i marken.
Opslagene her under er blot et uddrag af app'ens indhold.    
     
     


Forår er også såtid

Skal du så, men har glemt formlen for at beregne udsædsmængden? Med få klik i app’en beregner du den nøjagtige udsædsmængde for både korn og raps. Du vælger selv, om du vil regne i kg eller units.

Den værdifulde app er gratis. Du henter den ned på din smart phone eller tablet på Google Play eller i App Store.

PS. App’en kan endnu mere! Det kan du læse om her.

Cookie- og privatlivspolitik på www.sagro.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på sagro.dk og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på sagro.dk accepterer du vores brug af cookies. Læs mere

Jeg accepterer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere