Header billede

TILVÆKST Salgsafgrøder, nr. 1, 31. januar 2017

INDHOLD

MARK

Kerb til vinterraps

REGLER OG TILSKUD

Udbringning af husdyrgødning

MARK

Kerb til vinterraps

Kerb 400 SC i vinterraps nu fra 15. januar

Af planterådgiver Henning Frostholm

Vinterraps kan behandles med Kerb 400 SC fra 15. januar og i hele februar, men så er det slut for denne sæson.

Hvis der er en stor forekomst af græsukrudt og evt. fuglegræs i vinterrapsen, bør der behandles med 1,0-1,25 l /ha Kerb 400 SC. Anvendelse af 1 l/ha vil normalt være tilstrækkeligt til bekæmpelse af enårig og alm. rapgræs, vindaks, rødsvingel, hundegræs samt timothe. Der bør anvendes 1,25 l/ha, hvor der er meget græsukrudt af agerrævehale, rajgræs, gold og blød hejre, væselhale og flyvehavre.

Kerb 400 SC har en god virkning på fuglegræs og hæmmer ærenpris og burresnerre, men har begrænset virkning på de fleste andre tokimbladede ukrudtsarter (se billede 1).

Veludviklede vinterrapsmarker har normalt en god konkurrenceevne mod ukrudt, mens dårligere udviklede marker, med en mindre konkurrenceevne f.eks. sent såede marker, kan have større behov for ukrudtsbekæmpelse. Undersøg om der eventuelt kun er behov for behandling i dele af marken som f.eks. foragre. I frøgræssædskifter bør Kerb 400 SC ved forekomst af græsukrudt anvendes til at sanere mod græsserne. 

Tidspunkter for anvendelse af Kerb 400 SC

Billede 1. Kerb 400 SC har en god effekt på græs og fuglegræs, men ikke på de fleste tokimbladede arter f.eks. hyrdetaske og tvetand.

Kerb 400 SC må anvendes på dispensationen, som gælder i maksimalt 120 dage. Der må derfor anvendes Kerb 400 SC fra 01.10.2016 til 15.12.2016 og fra 15.01.2017 til 28.02.2017. Det er et vilkår til dispensationen til Kerb 400 SC, at det kun må anvendes på arealer med en stor forekomst af græsukrudt.

  • Kerb 400 SC anvendes, når jordtemperaturen er under 10 °C.
  • Undgå at anvende Kerb 400 SC i perioder med meget nedbør eller på frossen jord da det kan medføre risiko for efterfølgende overfladeafstrømning fra marken eller via dræn.
  • Afsæt et usprøjtet område i marken for at vurdere effekten af en udført sprøjtning senere i sæsonen.


Udbringning

Det er et vilkår for dispensationen, at sprøjteføreren sidder i en lukket førerkabine med kulfilter, og at der ved udbringning anvendes afdriftsreducerende dyser. Undgå risiko for overfladeafstrømning ved at udføre sprøjtningen når der ikke er udsigt til kraftig nedbør. Kerb 400 SC kan udbringes på frossen jord, men det skal ske ved udsigt til at jorden tør op og aldrig ved udsigt til nedbør.

I middeldatabasen står at der max må udsprøjtes Kerb 400 SC på 2,5 ha pr dag – det gælder dog ikke for dispensationen vedr. Kerb 400 SC i vinterraps – her må hele marken godt sprøjtes på samme dag.

REGLER OG TILSKUD

Udbringning af husdyrgødning

Kend reglerne og brug din sunde fornuft - undgå bøde og KO

Af planterådgiver Thomas Harbo

Her pr. 1. februar ophører lukkeperioden for udbringning mineralsk handelsgødning og husdyrgødning efter de generelle regler. Vær dog opmærksom på, at der gælder andre regler for husdyrgødning på 2,3 DE-ejendomme.


Tænk dig om inden du kører

Allerede den 1. februar er det igen tilladt at udbringe flydende husdyrgødning. Hvilke krav, udbringningsarealerne skal leve op til, er beskrevet herunder.

Indimellem kan der være tvivl om, hvorvidt en udbringning sker lovligt, og mange uden for erhvervet ser det som deres pligt at anmelde "tvivlsomme" udbringninger. Kommunerne skal reagere på anmeldelser. Inden du kører, skal du derfor være sikker på, at forholdene er i orden. Er du selv i tvivl, så undlad at køre!


Reglerne kort fortalt

Flydende husdyrgødning m.v.

Husdyrgødningsbekendtgørelsens kapitel 10, § 29 og 30, regulerer, hvornår udbringning af flydende husdyrgødning samt afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft, restvand og handelsgødning må ske.

Udbringning må således IKKE finde sted:

  • I perioden fra høst, dog senest 1. oktober til 1. februar.
  • På vandmættede eller oversvømmede arealer.
  • På måder eller på arealer, hvor der er fare for afstrømning til vandløb, herunder dræn, søer (> 100 m2) og kystoplande.
  • På frosne arealer.
    • Miljøstyrelsens definition er, at jorden skal være optøet i mindst 15 cm; dog er det tilladt at køre efter nattefrost, hvis jorden forventes at optø til 15 cm i dagens løb.
    • Vær opmærksom på, at tolkningen af, om jorden er optøet, kan være forskellig mellem kontrollører og mellem kommuner. Du bør derfor sikre dig, at jorden er tilstrækkelig optøet ved at stikke med et jordspyd eller evt. ved at grave med en spade flere steder i marken OG dokumentere dette med et dateret billede heraf.
  • På snedækkede arealer.
    • Jorden er pr. definition snedækket, hvis 90 % af marken er dækket af blot ½ cm sne.
  • På skråninger med en hældning på mere end 6° ned mod vandløb, søer > 100 m2 eller fjorde, inden for en afstand af 20 m fra vandmiljøets øverste kant.
    • På arealer med hældning på 6 – 12° må der dog nedfældes flydende husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse parallelt med vandmiljøet.


Fast husdyrgødning

Fast husdyrgødning må ligeledes udbringes fra 1. februar på vintersæd og græsmarker, som skal ligge til produktion i 2017. Ligeledes må udbringning ske på stubmarker og græsmarker, som skal lægges om i foråret; her skal nedbringning ske inden seks timer.

Vær opmærksom på, at der gælder særlige regler på 2,3 DE-ejendomme samt på arealer med efterafgrøde i majsstub. Ejendomme, som har benyttet reglerne om 2,3 DE/ha i efteråret 2016, er omfattet af de mere restriktive regler for 2,3 DE-ejendomme indtil 1. marts 2017. Se oversigt i tabel 1 her under.


Oversigt over lovlig udbringning af husdyrdøgning pr. 1. februar / 1. marts

Reglerne for udbringning af husdyrgødning er et sammensurium af reguleringer fra forskellige bekendtgørelser, som det ikke er let at få overblik over. I tabel 1 vises en samlet oversigt over udbringningstidspunkter, afgrøder og ejendomstyper. Hvor der i tabellen henvises til "PLØJES" sidestilles fræsning eller gentagne harvninger i en dybde af 10 – 15 cm med pløjning. Husk i øvrigt, at der er krav om nedfælding eller forsuring af flydende husdyrgødning der udbringes på arealer uden etablerede afgrøder til høst og til fodergræs

 

Tabel 1. Oversigt over lovlig udbringning af flydende og fast husdyrgødning pr. 1. februar / 1. marts

Samarbejdspartnere

Cookie- og privatlivspolitik på www.sagro.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på sagro.dk og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på sagro.dk accepterer du vores brug af cookies. Læs mere

Jeg accepterer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere