Hektarstøtte

Hvor stort er støttebeløbet?

Værdien af en rettighed = det beløb, der kan ansøges om pr. ha, varierer. Værdien består af en grundbetaling og en grøn støtte, hvor sidstnævnte udgør 47 % af grundbetalingen. Typisk på et planteavlsbrug er grundbetalingen på ca. 1.280 kr., men beløbet kan være højere, hvis der er kvæg eller mælketillæg. Værdien af rettigheden vil falde hen over årene, fordi der politisk sker en omfordeling.

Kan jeg få tilskud til kødproduktion?

Der er mulighed for en slagtepræmie til tyre, stude og kvier.

Hvad er kvæg- og mælketillæg?  

Kvægtillæg tildeles til landbrugere, der har produceret handyr, ammekøer eller slagtet kreaturer i perioden 2000-2002. Mælketillæg er tildelt på baggrund af mælkekvoten i 2005. Tillæggene er tildelt efter produktionens størrelse i de nævnte perioder. Derfor er der den store variation i en betalingsrettigheds værdi, som nævnt ovenover.

Oprindelig blev kvæg- og mælketillæg tildelt til ansøgere med køer/ammekøer/tyre. Men da rettigheder kan handles og lejes ud er det i dag principielt alle, der kan have rettigheder med tillæg.

Hvad er krydsoverensstemmelse?

Der kan ske reduktion af støttebeløbet, hvis man ikke overholder en række andre love og regler end de, der direkte er tilknyttet til hektarstøtteordningen. Dette kaldes krydsoverensstemmelse.

Vejledningen om krydsoverensstemmelse revideres løbende.
  

Hvem kan søge?  

For at kunne ansøge om betalingsrettigheder, og dermed ret til at få udbetalt støtte, skal man være aktiv jordbruger, der udøver landbrugsaktivitet. Det gælder bl.a., når der anmeldes over 0,3 ha. Derudover skal man på ansøgningstidspunktet have rådighed over de arealer, man ansøger om. Der skal indsendes et ansøgningsskema.
 

Hvad gives der støtte til? 

Der gives støtte til dyrkede marker, hvor der foregår landbrugsproduktion. Der gives således ikke hektarstøtte til naturarealer eller naturlignende arealer.

Til top

Samarbejdspartnere