H-I-L-formand: Uden kompensation ender vi med grimme, hegnede landskaber

OBS: Dette er et debatindlæg fra formanden for Herning-Ikast Landboforening, Leif Hølledig Nørgaard. Den er derfor kun udtryk for skribentens egen holdning.

På mine mange ture gennem Jylland i bil nyder jeg virkelig udsigten til de frodige marker. Det er jeg næppe den eneste, der gør, for når f.eks. rapsen står i fuldt flor, svømmer de sociale medier også over af fotos af markernes rene, gule farve, som står ekstraskarpt op imod den blå himmel. Og hvem kender ikke de gamle malerier, som viser de bugnende hvedemarker?

Men hvis man så forestiller sig, at markerne er hegnet ind – hvor pænt vil landskabet så være? Jeg tvivler på, at det syn er noget, mange vil sætte pris på. For mig er et hegn en øjebæ, og det er udansk.

Men det kan ikke desto mindre blive konsekvensen, hvis ikke vi i tide får tænkt os godt om. For som reglerne er nu, er der flere landmænd, der lider tab på langt over 100.000 kr. hvert eneste år, fordi man har haft besøg af kronvildt eller dåvildt.

Det stiller landmanden i et dilemma – skal landskabet være pænt, eller skal man være økonomisk fornuftig? Det er selvfølgelig stillet skarpt op, for der skal være plads til naturen, og der skal være plads til landbruget.

Så hvad med, at vi i fællesskab blev enige om, at landmænd kan få dækket skader sådan, som man allerede har nu, når det er ulv, der har været på spil?

Sådan som udviklingen går, vil der komme flere landmænd, der skal træffe det svære valg. Nok siger følelserne, at hegnet ikke er en vej at gå, men når man gennem 10 år har mistet mere end én million kroner, vil nødvendigheden på et tidspunkt få overtaget.

Problemet vil vokse

Når jeg postulerer, at problemet vil vokse, er det, fordi vi i Danmark er gode til at give plads til naturen, for et rigt og alsidigt dyreliv giver værdi for os alle. Det er en politisk prioritet at der både skal ske en stor skovrejsning, og samtidig kommer vi i landbruget til at afstå fra at opdyrke lavbundsjorder – både af hensyn til klimaet og naturen. Det er 100.000 ha, vi her taler om, som vil komme til at ligge næsten uberørt hen, og det vil betyde, at visse dyrearter vil vokse voldsomt i antal, hvis ikke vi gør noget for at regulere dem mere, end tilfældet er nu.

Men en kornmark er for et krondyr, hvad en fri buffet og bar er for en vansmægtende fodboldfan på en varm kampdag. Fristelsen er ganske enkelt for stor, selv om dyret kan finde føde på andre arealer.

Som formand for Task Force Vildt har jeg ofte møder med mange forskellige interessenter. For dem er der mange af, når vi taler natur generelt: Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening, Forsvaret, som f.eks. administrerer området omkring Borris Skydeterræn og så selvfølgelig lodsejerne.

Vi mødes også med politikerne, og min oplevelse er, at når vi fortæller om problemerne og viser konkrete fotos af de enorme skader, som dyrene har forvoldt, mødes vi med stor forståelse. Så her vil jeg samtidig opfordre alle landmænd, som plages af skadevoldende vildt, til at sende billederne til os.

Sammen med dygtige folk i SAGRO kan vi bruge dokumentationen, for det kan være svært at forstå problematikken, hvis man som politiker ikke har anden kontakt med landbruget, end når vi mødes til samtaler på de bonede gulve.

Der er i skrivende stund kamp om jorden. Solcelleparker på hundrede hektar og vindmølleparker skyder op mange steder. Men de pynter ikke på landskabet, og det vil bestemt ikke hjælpe på herlighedsværdien, hvis der også kommer kilometervis af hegn til.

Derfor har vi brug for en økonomisk kompensation, så vi undgår de udanske hegn. Hvordan vi rent lavpraktisk stykker den ordning sammen, kan vi sikkert finde ud af i mindelighed. Min dør er altid åben – og det er mine marker også. Sådan skulle det gerne forblive.

"...en kornmark er for et krondyr, hvad en fri buffet og bar er for en vansmægtende fodboldfan på en varm kampdag. Fristelsen er ganske enkelt for stor, selv om dyret kan finde føde på andre arealer." - Leif Hølledig Nørgaard.