Jysk Landbrugs formand er nu byrådsmedlem i Billund

Udgivet d. 22-11-2017

Bjarne Larsen stillede op for Venstre og blev valgt

Tekst: Lilli Snekmose

Jysk Landbrugs formand siden 2010, Bjarne Larsen, Hejnsvig, kan nu også kalde sig byrådsmedlem.
Han var i år første gang kandidat til byrådsvalget, og med 206 personlige stemmer rakte det til en plads i Venstres gruppe, selvom Venstre som parti gik kraftigt tilbage med 10 procentpoint.

- Der var spænding til det sidste, for som parti har vi jo ikke haft et godt valg, og personligt havde jeg også håbet på flere stemmer, indrømmer Bjarne Larsen.

Som stemmerne er blevet fordelt, opnåede tre siddende Venstremedlemmer ikke genvalg, så på den baggrund har Bjarne Larsen kun grund til at være tilfreds med sit nyvalg.

Mange landmænd landet over og lokalt har som Bjarne Larsen vundet eller genvundet pladser i byrådene de næste 4 år.
Ifølge en opgørelse fra Landbrug & Fødevarer er der i den kommende periode 12 landmandsborgmester.

Bjarne Larsen indleder nu en karriere som politiker ved siden af sit hverv som landboforeningsformand og sin post i Landbrug & Fødevarers primærbestyrelse.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere