Med Eliteafgræsning kan du spare kassen på grovfoder

Udgivet d. 23-03-2023

Især efter 2022 kan det være en god ide at ”give den max græs”, fordi grovfoderudbyttet mange steder lå i den dårligere ende. På Vejgården har man været med i flere år, og derfor slipper man for at købe grovfoder ind i 2023.

Hvordan vurderer man lige, om der er græs nok på en mark til f.eks. 120 køer til en dag? Faktisk skal der helst være så meget, at man sparer lidt på grovfoderet på foderbordet. Men omvendt må man heller ikke spare så meget, at man oplever en nedgang i ydelsen.  

Lyder det kompliceret? Det er det også, for samtidig skal græssets næringsindhold holdes op imod det, som dyrene bliver tilbudt i stalden. Men kan man lære den kunst, er der rigtig mange penge at hente. Det ved man på Vejgården, som ligger lidt uden for Varde, og hvor Anders Kristensen er fodermester for hele 620 økologiske årskøer.

- Sidste år i de varme perioder tabte vi ingen mælk, siger han.

I 2022 var der mange steder også et lidt sløjt udbytte af grovfoder, og det betyder, at flere kvægbesætninger måske er tvunget til at købe ekstra ind for at have nok til hele 2023. Den lidt ringe avl var også tilfældet på Vejgården, men også i år slipper de for at bruge ekstra penge på grovfoder. Og det er en kærkommen besparelse.

- Jo mere vi kan få køerne til at afgræsse, jo mindre grovfoder skal vi bruge i foderrationen på foderbordet. I den tid jeg har været her, har vi ikke været nødsaget til at købe grovfoder. Så jeg kan ikke sige, hvor mange penge vi sparer på indkøbt grovfoder, for nu er eliteafgræsning bare noget, vi gør, siger han.

 

Rotation på markerne: 

Eliteafgræsning handler bl.a. om hele tiden at være ”en dag foran”. Det betyder kort fortalt, at Anders Kristensen hver morgen som noget af det første går ud på græsmarkerne for at se, om det planlagte markstykke nu også er klar til at huse køerne næste dag – for markstykket til køerne ”i dag” har han allerede styr på - og han har tommestokken med, så han kan være helt sikker.

- Det med at vurdere, om der er græs nok til køerne, kan være svært. Men med god hjælp fra rådgiverne i ØkologiRådgivning Danmark har jeg fået helt styr på den del også. Som udgangspunkt skal græsset være cirka 18 cm langt. Bliver det længere, går det let i strå. Det er en hårfin balance, siger han.

Det er netop balancen, det handler om, hvis man spørger rådgiver hos ØkologiRådgivning Danmark Birgitte Høyer.

- De 16 - 18 cm græs er noget længere, end traditionen siger. Men for at få mest muligt ud af markerne, opdeles de i flere, mindre parceller med hurtighegnet, så de på én dag bliver græsset ned til 6-8 cm. Freden, som marken får inden næste afgræsning, sikrer lækkert og energirigt græs hver dag, siger hun.

 

En dag foran

For at en græsmark skal have nok græs, må den heller ikke græsses på af dyrene flere dage i træk. Det er her, udtrykket ”at være en dag foran” kommer ind.

- Vi har køerne på græsset to dage i streg, og derefter får parcellen hvile. På dag et går førstekalvs-køerne der, og dagen efter kommer andenkalvs- og øvrige køer og rydder op. Det er derfor, jeg går efter 16-18 cm, for der skal være græs nok til to dage.

- Vi har rotation på markerne. Men hvor store skal de så være? Her har vores rådgiver skubbet os i gang med at få inddelt markerne i parceller med hurtighegn. Vi er gået fra at have syv eller otte store folde til nu at have 20 mindre, siger han.

Det giver bedre mulighed for, at gårdens omtrent 130 ha med græs har mulighed for at gro igen, og hurtighegnet er nemt at håndtere.

Samtidig vil man i år prøve at starte med at afgræsse de arealer, som ligger længst væk fra staldene. Det betyder, at køernes længere gåture bliver begrænset til forårsmånederne. I de varme måneder får de fjernestliggende marker lov til at hvile mere, mens de arealer, som er tættere på staldene, også kommer i brug.

- Når det bliver varmt, natafgræsser køerne, og det er helt klart en af grundene til, at vi ikke tabte mælk i sommerperioden. Ligeledes om efteråret når væksten i græsset bliver mindre, og køerne er kortere tid på græs, skal de ikke bruge for meget tid på at gå til foldene, siger Anders Kristensen.

Man kan dog ikke helt undgå, at køerne kommer på de lange gåture om efteråret, da man har alle 130 ha græs i brug sidst på sæsonen.

- Det betyder helt klart noget for dyrene, at de ikke skal gå så langt, når det er varmt, og at de har mulighed for at græsse om natten og være på stald om dagen, siger Anders Kristensen.

 

Foderbordet optimeres

Hver uge tager ØkologiRådgivning Danmark friskgræsprøver rundt omkring i landet. Det betyder, at han mere præcist kender næringsindholdet i det græs, som køerne æder.

- Det er særligt vigtigt i efteråret, hvor kvaliteten i græsset daler. Der er et stort hjælpemiddel i forhold til at lave foderplanen til køerne, når de er på stald, siger Anders Kristensen.

Den optimerede foderplan har betydet, at de i sensommermånederne ikke har oplevet nedgang i mælkeydelsen, hvilket også er en del af hele formålet med rådgivningstilbuddet Eliteafgræsning.

- Jeg har været fodermester på forskellige bedrifter, men Vejgården er første økologiske bedrift. Så det var lidt nyt for mig at skulle have køerne så meget ud på græs. Men med god hjælp fra Birgitte (Høyer, red.) kom vi i mål, så jeg nu er helt tryg ved det her setup. Det er en kunst, men når man først har lært det, bliver det et håndværk, siger han.

 

Den ekstra motivation

Som tidligere anført er der tæt kontakt til rådgiverne under Eliteafgræsning. De ugentlige opfølgninger betyder ikke bare, at der er helt styr på græssituationen. Der er et helt andet element, som også er relevant, hvis man spørger Anders Kristensen.

Som fodermester bliver han af sin arbejdsgiver målt på, hvordan det går. Jobbet indeholder rigtig meget selvstændighed, men justeringer i foderplanen skal dog altid vendes med arbejdsgiveren, da en optimering af foderplanen også er afhængig af, hvor meget korn, der er på lager - for nu blot at nævne et eksempel.

 

Det er i sig selv motiverende med den form for selvstændighed for Anders Kristensen, når man kæder det sammen med, at han også måles på resultaterne. Men en arbejdsgiver kan af naturlige årsager ikke være inde i alle detaljer, hvad angår afgræsning, og det er her, den ekstra sparring med rådgiveren kommer ind.

- Det er meget motiverende for mig som fodermester, fordi jeg får så meget sparring med rådgiveren. Hver uge går vi resultater og foderplan igennem, så jeg hele tiden bliver bedre. Rådgiveren kan jo se, hvor der er uudnyttet potentiale, fordi hun kender alle detaljerne. Jeg vil have markernes fulde potentiale udnyttet, og derfor passer Eliteafgræsning så godt til mig, siger Anders Kristensen.

FAKTA OM GÅRDEN

Antal årskøer: Cirka 620

Ydelse: 9.100 kg EKM. Malker til 10.000 kg EKM

Afgræsningsareal: Ca. 130 ha


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere