Naturligt at mødes

Udgivet d. 07-06-2019

Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer var til debat i Herning-Ikast Landboforening

Tonen var på det nærmeste fordragelig, da landbruget og Danmarks Naturfredningsforening  var kaldt til debatmøde af Herning-Ikast Landboforening  og DN torsdag aften. Hos SAGRO i Birk Centerpark deltog omkring 80 tilhørere.

Flere tilskrev æren for en mere konstruktiv dialog til den nye præsident for DN Maria Gjerding, som skulle have været til stede. Vicepræsident Sebastian Jonshøj beklagede på hendes vegne, at hun måtte prioritere at være i København og søge indflydelse i det politiske spil efter folketingsvalget.

Fra L&F deltog viceformand Thor Gunnar Kofoed, der indledte med at strække hånden ud og understrege, at landbruget ønsker at være en del af løsningen på de klimaudfordringer Danmark – og verden – står overfor.

- Vi vil gerne gøre det bedre – hvis samfundet vil – sagde han.

Han glædede sig derfor over den dialog, der er kommet med Danmarks Naturfredningsforening med udsigten til, at der kan komme konstruktive løsninger til gavn for både lokalområder, miljøet og naturen.

Sebastian Jonshøj kvitterede med at udtrykke ønsket om at lave fælles løsninger ud fra den fælles interesse, der ligger i at passe på naturen.

- Vi har gravet mere skyttegrave end vi har bygget broer, sagde han.  Dog understregede han, at der lokalt har været mange gode samarbejdsprojekter.

Ikke helt enige

Selv om de to indlægsholdere lagde an til fælles forståelse og fremtidigt samarbejde viste debatten dog også de forskelle, der trods alt er.

Sebastian Jonshøj talte om dokumenterbart fald i antallet og variationer af både dyr og planter.

- Vi kan dokumentere, at en lang række af de arter, der groede på landet for 30-40 år siden, ikke kan klare sig i dag, og at artstilbagegangen er et reelt problem, sagde han.

Det var dog en virkelighed som flere i salen ikke kunne genkende fra deres hverdag.

- Det er ikke det, jeg har oplevet i de små 40 år, jeg har haft med landbruget at gøre. Der er mere skov, flere enge og mindre landbrugsjord, sagde Poul Nellemann, Hammerum.

Mere natur, tak

Sebastian Jonshøj understregede, at DN arbejder for mere natur – og mere sammenhængende natur, og at jordfordeling og landbrugsarealer udtaget til natur er en vigtig del af løsningen.

- Naturen mangler plads og er blevet mere fragmenteret, sagde han.

Thor Kofoed gav ham ret i konklusionen, om at der er blevet mindre natur, men understregede samtidigt, at det jo også er noget, der har gjort samfundet rigt.

- Og når vi i Danmark har noget af verdens bedste klima og landbrugs-jord til at dyrke fødevarer, så skal vi også gøre det, sagde Thor Kofoed.

 

Lokalformand i DN, Leo Lisby roste det fælles udspil fra DN & L&F

Landmand og tidligere amtsborgmester Knud Munk Nielsen tog hatten af for samarbejdet mellem Danmrks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer. Han opfordrede til at fonde og private brugte midler på at opkøbe natur i Danmark, så landmænd kan få kompensation for de arealer, de afgiver til naturformål.

Pernille Tækker, der beskrev sig selv som haveentusiast mente at alt for ”pæne” haver er et problem for biodiversiteten.

Helle Borum, miljørådgiver i SAGRO slog på, at vi er nødt til at have præcise tal, der illustrerer, hvor udfordringerne er, og hvor store de er, så vi kan sætte ind de rigtige steder.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere