Hahne ville være en fri fugl – og det er han hos SAGRO

Udgivet d. 08-05-2024

Der er næppe ret mange, der har set flere landbrug og tilhørende regnskaber end Niels Hahne.

Han har været ansat i bankverdenen i 41 år, heraf de seneste ti i Nørre Nebel Sparekasse, og haft landbrug som sit speciale. Og nu nyder SAGRO også godt af hans enorme viden og erfaring.

- Jeg er ham med de irriterende pengeinstitut-briller på, men dem er der jo nogen, der skal bære. Lidt firkantet kan man sige, at jeg giver kunderne et overblik over deres muligheder og frihedsgrad i forskellige scenarier, siger Niels Hahne.

Han er ansat ved SAGRO med titlen virksomhedsrådgiver, og det er, når en landmand står overfor en form for omlægning, at der er god grund til at lytte til Niels Hahne. Det kan for eksempel være i forbindelse med generationsskifte eller omlægning fra animalsk produktion til planteavl.

- Når jeg bliver præsenteret for et regnskab, kan jeg vurdere, om kreditværdigheden er til stede og dermed også kundens råderum og frihedsgrad i den givne situation, forklarer Niels Hahne.

Og det er ikke kun bank-brillerne, han bærer.

- Jeg er vokset op på et lille familielandbrug med 20 køer, 120 grise og kartofler på markerne, så jeg har haft jord under neglene fra barnsben. Og i mit arbejdsliv i bankverdenen har jeg arbejdet med landbrug i det, der var det gamle Ringkøbing og Ribe Amt, så jeg er temmelig godt hjemme i de fleste grene af landbruget, lyder det beskedent fra Niels Hahne.

En interessant kunde, hvor han virkelig er på hjemmebane, er et generationsskifte for en mælkeproducent med omkring 300 køer og cirka 300 hektar jord, men Niels Hahne kan hjælpe alle størrelser med et blik på kreditværdigheden.

Fri sjæl
En januardag i 2022 slog en tanke pludselig ned i ham.

- Jeg fik den tossede idé, at jeg ville stoppe i banken. Det gik jeg med det samme ind og sagde til chefen. Jeg er en fri sjæl og vil gerne bestemme alting selv, fortæller Niels Hahne, der på det tidspunkt var leder af erhvervsafdelingen i banken.

Han er stadig i gang med at trappe ned i banken og er i dag ansat halvanden dag om ugen, og nu har han cirka samme antal timer ved SAGRO som virksomhedsrådgiver.

- Ligesom jeg vurderer kundernes frihedsgrad, er det også min egen frihed, der er afgørende for mit arbejdsliv, og den har jeg her hos SAGRO, siger Niels Hahne. 

Hos SAGRO er det afdelingsleder i økonomi og strategi, Søren Strebel, der har ansat Niels Hahne som timelønnet medarbejder.

- Man skal aldrig lade en god mand gå forbi, især ikke når han kommer med en rygsæk fyldt op med så megen viden og erfaring om landbrug og økonomi, så det var oplagt at lave en aftale, siger han.

Jeg er en fri sjæl og vil gerne bestemme alting selv

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Niels Hahne Niels Hahne Virksomhedsrådgiver 76602287

Niels Hahne

61 år

Gift med Susanne, der er økonomichef, de har to børn, der begge er fløjet fra reden.

Parret bor i Sdr. Omme.

Fritiden bruges i sommerhuset eller i haven og ikke mindst på cyklen. Niels Hahne er med i en lille klub i Sdr. Omme, og han tager gerne på cykelferie sammen med Susanne.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere