Landmand fra Varde hjælper under coronakrisen

Udgivet d. 02-04-2020

Hans Juul Jessen har landets største ECA-anlæg – nu gør det bakteriedræbende vand gavn i et presset sundhedsvæsen.

(Artiklen er rettet kl. 22 - rettelser fremgår i bunden)

Da Hans Juul Jessen sidste år investerede i et stort anlæg, der producerer desinficerende vand (Elektro Chemical Activated Water) var det for at udfase brugen af syre til vådfoderanlægget.

Han forestillede sig ikke dengang, at desinfektionsmidlet kunne komme til at spille en rolle i forebyggelsen af smittespredning under en pandemi.

Men lige nu er der på grund af corona et stort behov for desinfektionsmidler.

"Det er da fantastisk, hvis jeg som landmand kan bidrage til at gøre en forskel for andre", siger Hans Juul Jessen.

Han sagde straks ja, da leverandøren af ECA-anlægget, Food Diagnostics, i sidste uge spurgte, om han kunne producere væske til brug for rengøring og desinfektion.

Food Diagnostics og datterselskabet Labton havde forinden selv produceret og doneret 1.000 liter desinfektionsmiddel til sundhedsvæsenet.

Tonny Nielsen, administrerende direktør for Food Diagnostics siger til SAGRO, at brugerne er tilfredse med desinfektionsmidlet, og at firmaet derfor nu har bedt Hans Juul Jessen hjælpe. I alt 12 tons desinfektionsmiddel fra anlægget er afhentet hos landmanden og leveret til sundhedsvæsenet, og Hans Juul Jessen har sagt ja til, at han også de kommende uger kan levere 6 tons om ugen.

Den store fordel ved at anvende ECA-vand er, at det i samme arbejdsgang både rengør og desinficerer.

Hans Juul Jessens ECA-anlæg har en kapacitet på ca. 2,5 tons om dagen. Selv anvender han dagligt ca. 1.200 liter i sit vådfoderanlæg.

Anlægget er det eneste af sin art i landet. Anlæggets kapacitet er langt højere end på andre anlæg, og outputtet er et kraftigt desinfektionsmiddel. Produktet fra Hans Juuls anlæg har en styrke på 4.500 ppm, mens andre anlæg ligger på 500 ppm.

OBS. Artiklen er rettet fredag kl. 22.00. Tidligere fremgik det at desinfektionsmidlet var leveret til Regionshospitalet i Randers. Det er ikke tilfældet, men det var oplyst af Food Diagnostics, som erkender fejlen. Ligeledes fremgik det af artiklen, via citat fra Randers Amts Avis, at der lokalt har rejst sig en hel bevægelse, hvor hospitalet bliver tilbudt værnemidler og andre hjælpemidler. Dette er også fjernet, da det er vildledende i den nuværende sammenhæng. 

fakta

ECA-anlægget hos Hans Juul Jessen i Tinghøj vest for Varde er det eneste af sin art i landet. 

Dels er kapaciteten langt højere end på andre anlæg, dels er output et langt kraftigere desinfektionsmiddel. Produktet fra Hans Juuls anlæg har en styrke på 4.500 ppm, mens andre anlæg ligger på 500 ppm.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere