Nye kort kan ændre vilkårene for landmænd fra den ene dag til den anden

Udgivet d. 13-03-2026

En landmand ved Lintrup har fået udpeget en del af sine landbrugsarealer til at være sårbart grundvandsdannende område. Udpegningen er ny, og i den aktuelle valgkamp kan det risikere at betyde store økonomiske tab.

I Lintrup har en landmand og hans familie i generationer dyrket deres jord efter de regler, myndighederne har fastsat. For nylig ændrede situationen sig imidlertid markant, da et nyt kort placerede hans arealer i et sårbart grundvandsdannende område.

Konsekvensen kan blive et sprøjteforbud – og dermed et betydeligt økonomisk tab.

– Det er svært at forklare en landmand, at han kan blive ramt økonomisk for at have fulgt de regler, myndighederne selv har anvist gennem årene. Det skaber en stor usikkerhed for den enkelte familie, siger Allan V. Pedersen, formand for Jysk Landboforening.

Sagen blev for nylig drøftet ved et besøg i området, hvor SF’s formand Pia Olsen Dyhr sammen med Allan V. Pedersen og Søren Søndergaard, formand for L&F, mødtes med landmanden og fik en snak om, hvad der står på spil – både for drikkevandet og for de mennesker, der lever af jorden.

- Vi oplevede en politiker, som var enormt lydhør, og som kunne se, at der er en reel udfordring i at ændre spillereglerne for landmænd, der gennem generationer har fulgt de regler, staten selv har fastsat, siger Allan V. Pedersen.

Debatten om sprøjtemidler

Beskyttelsen af grundvandet fylder meget i den aktuelle politiske debat. Flere partier har foreslået et generelt forbud mod brug af pesticider i sårbare grundvandsdannende områder.

Men den ophedede debat skal baseres på fakta, ikke misforståelser og vildledelser.

Danmark har allerede et af verdens skrappeste godkendelsessystemer for plantebeskyttelsesmidler. Midler, der vurderes at kunne forurene grundvandet, bliver ganske enkelt ikke godkendt til brug.

Samtidig viser undersøgelser, at de pesticidrester, der i dag findes i grundvandet, i vid udstrækning stammer fra midler, der har været forbudt i årtier – eller fra andre kilder end landbruget.

– Selvfølgelig skal vi passe på vores drikkevand. Det er der ingen, der er uenige i. Men reguleringen skal være baseret på fakta og faglighed – ikke på symbolpolitik, siger Allan V. Pedersen.

Målrettede løsninger i stedet for generelle forbud

Et generelt forbud mod pesticider i sårbare grundvandsdannende områder vil ifølge beregninger kunne få store konsekvenser for landbruget og fødevareproduktionen. Opgørelser peger på, at et landsdækkende forbud kan koste i omegnen af 20 milliarder kroner og reducere fødevareproduktionen markant.

I Trepartsaftalen er der lagt op til en mere målrettet tilgang. Her skal en landsdækkende kortlægning af de sårbare grundvandsdannende områder danne grundlag for lokale løsninger og eventuelle omlægninger af arealer.

Den kortlægning er allerede i fuld gang, og i nogle dele af landet er den også afsluttet. Det er dog ikke tilfældet i Sydjylland - her må de tre lokale treparter tage udgangspunkt i det materiale, der er til rådighed.

Det svækker muligheden for at samtænke løsninger, så arealanvendelsen bliver mest mulig effektiv, hvis ellers valgkampens mange løfter om sprøjteforbud i denne type områder bliver en realitet. 

– Det er vigtigt, at vi holder fast i de aftaler, vi har indgået. Vi skal beskytte drikkevandet, og det skal ske på et fagligt grundlag og i dialog med dem, der driver jorden. De skal ikke straffes, når de har fulgt alle regler til punkt og prikke i generationer, siger Allan V. Pedersen.

Han håber derfor, at den aktuelle debat om et generelt sprøjteforbud primært skyldes overbudspolitik i valgkamp.

– Vi skylder både drikkevandet, landmændene og danskerne, at beslutningerne træffes på et oplyst grundlag. Derfor er det vigtigt, at vi holder fast i fakta og i de løsninger, vi allerede har aftalt.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Stine Bundgaard Stine Bundgaard Politisk chef 96 29 66 02 40 29 58 85


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere