40 år med erfa-gruppen

Udgivet d. 22-12-2022

I mere end 40 år har syv landmænd mødtes næsten hver måned. De første mange år var dagsordenen hårdt funderet i optimering og udvikling af hver deres landbrug. Det udviklede sig til venskaber, og i dag mødes erfa-gruppen stadig for at vende verdenssituationen.

Den ihærdige Grobund-læser, der tilmed er udstyret med en klæbehjerne over gennemsnittet, kan måske genkende denne erfa-gruppe fra fjerde udgave af magasinet tilbage i 2005. Dengang kunne gruppen fejre sølvbryllup. Derfor kan man med lidt hovedregning konkludere, at gruppen har rundet sit 40-års jubilæum. Derfor har Grobund igen inviteret sig selv med til en sammenkomst, som medlemmerne nu betegner mere som en kaffeklub, men stadig med en fælles interesse for landbruget som omdrejningspunktet.

Dagens dagsorden står på et hurtigt besøg i stalden hos Hedebo I/S, som Peder Philipp, der er yngste medlem af gruppen, netop har gennemført et generationsskifte på. Han har dog stadig sim daglige gang på gården som “frivilligt arbejdende pensionist”, som han kalder det. Efter besigtigelsen står den på kaffe og hjemmebagte boller, hvorefter de bløde møbler lokker med et glas rødvin.

Normalt er hele gruppen samlet, men Svend Erik Poulsen har meldt afbud, da han er i Spanien med et læs grise. Snakken falder hurtigt på, hvordan erfa-gruppen blev etableret.

- Der var mange selvstændige landmænd, der kom i gang lidt for hurtigt i forhold til, hvor meget erfaring, de havde. Os selv inklusive. Men inflationen i starten af 80'erne var så høj, at man bare skulle få købt en gård, for prisen steg nærmest dag for dag, husker Peder Philipp, der er den eneste af de syv, der stadig arbejder i landbruget.

Det var netop økonomien, der var udslagsgivende for, at de oprindelige ti medlemmer af gruppen valgte at mødes til en kop kaffe tilbage i 1980. Mødet var sat op på initiativ af den lokale landboforening, og tanken var, at åbenhed og ærlighed om produktions- og privatøkonomi skulle optimere dækningsbidraget på de 10 bedrifter.

- I starten var der faktisk 10.000 kr. i forskel på dækningsbidraget pr. ko, når vi sammenlignede os. Det er mange penge nu, men det var det bestemt også dengang, siger Peder Philipp.

 

 

 

Mødtes meget i starten

Da gruppen dykkede ned i regnskaberne, kunne man se, at det drejede sig om, hvor langt man var med sin etablering, men også hvor effektivt man drev sin bedrift. Gennem årene har de spejlet sig i hinanden, og de endte alle med at drive bedrifter som en fornuftig forretning i mange år. Det er dog bestemt ikke kommet af sig selv, og i perioder har gruppen mødtes flere gange om måneden.

- Dengang var vi jo unge og fulde af energi. Så møderne kunne sagtens trække ud til både klokken 1.00 og 2.00 om natten, selvom det næste morgen var tidligt op at malke, siger Peder Philipp.

- Og det var altid en god aften - det var aldrig kedeligt, tilføjer Lauge Nielsen.

 

Ærlighed og åbenhed

Men hvad er det, der gør, at en erfa-gruppe fungerer i så mange år? Og her er gruppen ikke i tvivl om, hvad der skal til.

- Der blev jo etableret flere lignende grupper dengang. Nogle har fungeret rigtig godt, og andre har været udfordrede. Jeg er sikker på, at en gruppes succes er båret af, hvor åbne og ærlige man er overfor hinanden. Man skal turde at dele, hvis man har prøvet noget af, som ikke har virket, og så skal man være god til at dele skulderklap ud, når noget lykkes, siger Arne Madsen.

De største udfordringer, i de tilsammen 280 år i landbruget, er kommet fra kræfter, der ligger uden for den enkelte landmands indflydelse.

- Der er jo vind og vejr, men det har vi altid kunne navigere i. Det har været værre med alle de politiske luner, der har vist sig undervejs. Det startede jo allerede med mælkekvoterne, siger Hans Peter Hansen.

- Og det er jo i bund og grund derfor, vi er blevet landmænd. Vi vil gerne udfordres og prøve noget nyt af og drive udviklingen. Hvis man vil lave noget, der er 100 procent sikkert, så skal man i hvert fald ikke blive landmand, fastslår Ejvind Andreasen.

 

Artiklen fra Grobund i 2005.

Vil du også med i en erfa-gruppe?

I øjeblikket søger SAGRO medlemmer til en erfa-gruppe for kvægdriftsledere med stort ledelsesansvar. Hvis du kunne tænke dig at blive en del af et pro-fessionelt og velorganiseret netværk og måske få venner for livet som erfa-gruppen i denne artikel, kan Bo Kær Pedersen kontaktes via kontaktboksen nedenfor.

Kontakt os

Bo Kær Pedersen Bo Kær Pedersen Virksomhedsrådgiver 76 60 21 77 25 57 98 00


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere