Udgivet d. 11-06-2026
Kvier på græs er mere udsat for risiko for parasitter, men den nemmeste vej til at undgå infektioner er rigeligt med frisk græs til kvierne, siger kvægrådgiver.
Det er skønt at sende kvierne på græs, og det er tydeligt, at de trives med det. Men det er også nu her, du skal begynde at lægge din strategi for at undgå for mange og for store gener af parasitangreb. Det kan nemlig koste dyrt på tilvæksten, hvis dine kvier bliver hårdt ramt.
Det fortæller kvægrådgiver i ØkologiRådgivning Danmark Hans Lund.
”Vi ved det jo godt, alle sammen, og det er ikke noget nyt i det her. Men det er alligevel godt at få repeteret, for det er måske ikke kviernes foldskifter, der fylder mest i bevidstheden lige nu,” siger han og fortsætter:
”Det bør dog ikke gå helt i glemmebogen, for det er en af de her opgaver, som betaler sig. Både i forhold til dyrevelfærd og bundlinjer.”
Kampen mod parasitterne handler om flere ting. Dels er der vejret, som i sagens natur er svært at kontrollere – men alligevel kræver handling, og dels er der foldenes tilstand. Mens vådt vejr giver bedre forhold for parasitterne, betyder foldenes foderbeholdning meget i forhold til smittespredning.
”Vi skal have kvierne væk fra kokasserne, for det er sådan, parasitterne spreder sig. Giver du kvierne muligheden, holder de sig faktisk også helst selv væk fra kokasserne – men de kommer altså tæt på, hvis de er sultne nok. Regn kan også sprede parasitterne over længere afstande, når græsset er bidt ned,” forklarer Hans Lund.
Det er typisk fire parasitter, der giver kvier problemer og sætter grå hår i hovedet på kvægfolket, og det er coccidiose, leverikter, løbetarmorm og lungeorm. Det er især de to sidstnævnte, der rammer kvierne på græs.
”Lungeorm giver køerne hoste, og løbetarmorm giver dem diarré, kort fortalt. Har dine kvier symptomer, bør du naturligvis tage affære – men det er altså nemmere at forebygge ved gode, gennemtænkte foldskifte,” slutter Hans Lund.
Tilmelding til nyhedsbrev