En mere enkel ejerstruktur skal styrke ØkologiRådgivning Danmark

Udgivet d. 03-12-2025

SAGRO køber Økologisk Landsforenings andel af ØkologiRådgivning Danmark. En ny og mere enkle ejerstruktur samt en formaliseret forståelsesaftale, der skal sikre fortsat tæt samarbejde med Økologisk Landsforening, vil styrke ØkologiRådgivning Danmark.

SAGRO og Økologisk Landsforening er enige om, at Danmark har brug for mere og stærkere økologirådgivning fremover. I en tid med skarp konkurrence på rådgivning, høje krav til faglighed, pris og service, hvor danske landbrugere ikke bare automatisk fortsætter med samme rådgiver, har vi et fælles ønske om at sikre de bedste betingelser for udviklingen af en stærk økologisk rådgivning og skabe gode rammer for et styrket samarbejde omkring ØkologiRådgivning Danmark, til gavn for nuværende og kommende økologiske landbrugere. 

Derfor sikrer vi en mere dynamisk og enkel ejerstruktur samtidig med, at vi lægger endnu mere vægt på samarbejdet og synergi fremover.

Tættere på kunden
SAGRO’s adm. direktør Torben Jensen siger:

“ØkologiRådgivning Danmark er den økologiske landbrugers rådgivningsselskab. SAGRO har ligeledes sit ståsted helt tæt på landbrugerens hverdag og konkrete behov. Med en samlet forankring i SAGRO kan vi styrke rådgivningen yderligere og sikre, at faglige løsninger og udvikling kommer hurtigere og mere direkte ud i praksis. Det giver os mulighed for at yde de økologiske landbrugere en stærkere rådgivning i en situation, hvor hele landbruget er under forandring.”

God løsning for økologien og klar rollefordeling
Direktør i Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn, glæder sig over aftalen og understreger, at Økologisk Landsforening fortsat ser ØkologiRådgivning Danmark som en central faglig samarbejdspartner:

“ØkologiRådgivning Danmark har et stærkt fagligt miljø med dybe rødder i økologien. Når SAGRO nu tager det fulde ejerskab, sikrer vi, at den praksisnære rådgivning fortsat vil blive prioriteret højt. For os giver det en klarere rollefordeling, hvor vi kan fokusere endnu mere på vores kerneopgave, der er at varetage økologiens interesser fra jord til bord. Samtidig med, at vi bor vi dør om dør med ØkologiRådgivning Danmark i Agro Food Park og fortsætter det tætte samarbejde om økologiens udvikling”, siger han.

Begge parter er enige om fortsat vidensdeling, dialog og sparring, så både landmænd, medlemmer og økologiens samlede udvikling får mest muligt ud af samarbejdet. Konkret vil ØkologiRådgivning Danmark fx fortsat bistå Økologisk Landsforenings fagudvalg med faglig sparring og deltage på relevante møder. Navn og logo vil uændret være ØkologiRådgivning Danmark, og ØkologiRådgivning Danmark har også fremover kontor og medarbejdere, der har deres daglige gang i Agro Food Park dør om dør med Økologisk Landsforening.  

Da Økologisk Landsforening og ØkologiRådgivning Danmark deler ambitionen om at fremme økologiens udbredelse og politiske betydning, vil Økologisk Landsforening fortsat inddrage ØkologiRådgivning Danmarks viden og faglige input i politiske drøftelser, udspil og høringer.

Value cannot be null. Parameter name: source


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere