Et gårdråd gør en forskel

Udgivet d. 21-04-2026

Et trygt rum til sparring, en vej til strategisk fokus og en sikring mod dårlige beslutninger. Sådan beskriver medlemmerne af Fonvad Agros gårdråd de fordele, du kan høste af rådets arbejde.

Moderne landbrug har efterhånden nået en kompleks størrelse med store værdier, mange medarbejdere, hård konkurrence og tungt bureaukrati. Det stiller mange landmænd over for nogle opgaver, som ligger langt fra den landbrugsuddannelse, de i sin tid tog. 

Der findes mange metoder til at navigere i den virkelighed, og én, som vinder kraftigt frem, er de såkaldte gårdråd. En form for uformel bestyrelse, hvor medlemmerne i trygge omgivelser kan sparre om udfordringer, strategier og investeringer.

En af de landmænd, som har et gårdråd, er griseproducent Jes Berg Andersen fra Fonvad Agro ved Vildbjerg. Han har haft landbruget siden 2012 – og et gårdråd lige så længe.

”Da vi købte gården, dannede vi i sin tid gårdrådet for at signalere seriøsitet over for banken. I starten var det et sted, hvor vi løftede snakken om driften et par gange om året, men efterhånden er det blevet et sted, hvor vi arbejder ret fokuseret med strategi,” forklarer Jes og tilføjer:

”Et sted, hvor vi nørder budgetopfølgninger, regnskabstal og analyser – og altså virkelig meget strategi.”

Foruden Jes består gårdrådet af en driftsøkonom, en virksomhedsrådgiver med speciale i grise og en anden griseproducent.

 

Gårdrådet gør en forskel

Jes arbejder meget målrettet og metodisk i sin griseproduktion, og for ham er gårdrådet er uundværlig del af driften. Gårdrådet giver vished i visse beslutninger og fjerner nagende tvivl. Det sender vigtige signaler til kreditgiverne, og det giver et fokus i drift og udvikling, når budgetter og benchmarks bliver sat og genbesøgt.

”Som landmænd kan vi godt gå og stirre os lidt blinde på løsningerne - og så er det godt at få andres råd med. At vi får taget problemstillingerne op i et fællesskab, hvor alle vil én det bedste, gør, at vi får belyst emnerne fra alle vinkler. Vi får simpelthen truffet nogle bedre beslutninger,” forklarer han. 

En af de beslutninger, der er truffet i gårdrådet, er, at Jes vil producere alle sine grise til slagtning i Danmark. Den beslutning blev effektueret sidste år – og den har været god, fortæller Jes. 

”Både som nystartet og etableret landmand tænker jeg næsten ikke, at du har råd til at undvære et gårdråd. Som minimum til at få taget dine problemstillinger op et par gange om året og få indstillet pejlingen i driften,” tilføjer han.

 

Både som nystartet og etableret landmand tænker jeg næsten ikke, at du har råd til at undvære et gårdråd.

Jes Berg Andersen

 

En god lytter

Kenneth Lund er virksomhedsrådgiver og driftsøkonom i SAGRO, og han har en af pladserne i Jes’ gårdråd. 

Kenneth er i høj grad med for at kaste lys over de økonomiske aspekter i driften og de investeringer, Jes går og overvejer. 

Ifølge Kenneth er Jes’ gårdråd et mønstereksempel på, hvordan tilgangen kan skabe værdi på bedriften.

”Jes er god til at lytte, og han tager altid vores råd i betragtning – også selvom han måske ikke ender med at følge dem,” fortæller han og fortsætter:

”Et gårdråds fornemste opgave er at sortere alle hovsa’erne fra. At få lavet en dobbeltsikring i forhold til, at du ikke kommer ned ad et galt spor. Vi kan nemlig hjælpe med erfaringer og viden fra andre steder – og ikke mindst en anden verdensopfattelse end dén, du nemt kan gå og opbygge på gården.”

Sådan virker et gårdråd

Kjeld Askjær er chef i SvineRådgivningen, og han har også en plads i Jes’ gårdråd. Han fortæller, at styrken ved et gårdråd, kontra almindelig rådgivning, blandt andet skal findes i den struktur og fremdrift, gårdrådet giver under og mellem de tre-fire årlige møder, der typisk er.

”Vi går fra møderne med klare beslutninger, en tydelig ansvarsfordeling og en fast opfølgning. Det giver en hel anden fremdrift mellem møderne, og hvor rådgivning i højere grad resulterer i – ja, gode råd – bygger denne tilgang på forpligtende beslutninger,” forklarer han og fortsætter:

”Vi går fra reaktiv problemløsning til proaktiv prioritering med denne tilgang, og det er klart, at der er et større potentiale at høste, når du går fra enkeltsagsrådgivning til en helhedsorienteret ledelsessparring.”

Han opfordrer alle, som kan se fordelene i et gårdråd, til at række ud til en rådgiver, som kan hjælpe med at få identificeret de fagligheder, som for alvor bidrager til de gode beslutninger.

Kontakt os

Kenneth Lund Kenneth Lund Virksomhedsrådgiver 96 29 65 58 20 81 64 20


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere