Udgivet d. 17-10-2025
Rekruttering, medarbejdertrivsel og sodødelighed er fortsat blandt de største udfordringer i svineproduktionen.
Mange svineproducenter oplever store udfordringer med at finde og fastholde medarbejdere. En høj udskiftning slider på organisationen, forstyrrer rutinerne og påvirker både effektiviteten og arbejdsglæden negativt.
Når kontinuiteten forsvinder, rammer det også bedriftens bundlinje. Derfor er rekruttering og onboarding ikke bare en personalemæssig opgave, men en forretningskritisk disciplin på linje med budgetlægning og produktionsstyring.
En struktureret tilgang til at tiltrække, oplære og fastholde medarbejdere kan gøre en markant forskel. Det handler både om at have klare processer, en god introduktion til arbejdet – og et stærkt team, der trives sammen i hverdagen.
For at støtte landmændene i den proces er der sat fokus på efteruddannelse. SAGRO tilbyder blandt andet et todages kursus om rekruttering af danske medarbejdere, hvor den første dag handler om at tiltrække kandidater, mens den anden fokuserer på at skabe en god start og en succesfuld ansættelse.
Derudover findes et et-dags kursus i opstart af udenlandske medarbejdere ude på bedriften. Her arbejdes der med alt fra dyrevelfærd og sikkerhed til forståelse af danske arbejdsgange, kultur og lovgivning. Målet er at give nye medarbejdere en solid og tryg introduktion, så samarbejdet fungerer fra første dag.
Når medarbejderne oplever en klar struktur og en veltilrettelagt opstart, bliver det lettere at skabe ejerskab, motivation og stabilitet i driften. Du kan finde tilmelding til kurserne i vores arrangementskalender.
Et andet område, der fortsat udfordrer branchen, er sodødeligheden. Niveauet har ligget historisk højt siden 2020, og selvom der har været projekter og fokusområder, har resultaterne kun vist små forbedringer.
Årsagerne er komplekse, men det er tydeligt, at problemet kræver mere end tekniske løsninger. Det handler også om daglige rutiner, management og opmærksomhed på dyrenes trivsel.
Det vi hører på vandrørene er, at der arbejdes politisk på at indføre en form for ”gul kort”-ordning for søer og vækstdyr, hvilket gør det endnu vigtigere for producenterne at have styr på deres dødelighedstal. Det bliver i stigende grad et spørgsmål om licens til at producere – både etisk og markedsmæssigt.
At tænke dyrevelfærd og dødelighed ind som en del af bedriftens strategi er derfor ikke længere et valg, men en nødvendighed.
Tilmelding til nyhedsbrev