Kartoflerne og den lurende kvælstofkatastrofe

Udgivet d. 02-09-2026

Uret tikker, mens kartoffelavlerne venter på de endelige tal for kvælstofudvaskningen. Afgørelsen betyder liv eller død for rigtig mange kartoffelbedrifter, og både tal og timing udfordrer landmændene.

I takt med at busserne vender retur, og traktorerne kommer tilbage på bedrifterne, begynder telefonerne at gløde blandt rådgiverne i SAGRO. Alle bliver ramt, men er du kartoffelavler vest for højderyggen, er du særligt udfordret.

I hvert fald indtil videre, for de endelige udvaskningsværdier for stivelseskartoflerne er ikke på plads endnu, men holder Christiansborg fast i de nuværende tal, ser det sort ud.

Det fortæller kartoffelekspert i SAGRO, Jesper Kjelde.

”Jeg har regnet på et gennemsnit for pulver- og stivelseskartofler for vores kunder, som breder sig over 10 forskellige vandoplande. Gennemsnittet siger, at du skal braklægge 1,5 hektar for hver hektar, du dyrker,” fortæller han og fortsætter:

”Og det er altså gennemsnittet. Der er selvfølgelig nogle med god retention, som slipper billigere – men der er mange, som må braklægge markant mere. Det hænger ikke sammen.”

Møderækken starter fredag

Kartoffelbranchen er i løbende dialog med det politiske apparat, og på fredag starter en møderække, hvor de endelige tal for kartoflernes udvaskning skal fastlægges. Her er Jesper Kjelde fortsat forsigtig optimist.

Alternativet er næsten ubærligt, fortæller han.

”Vi kommer forhåbentlig til at få en bedre gennemgang af historiske data, ligesom de midlertidige data fra igangværende sugecelleforsøg forhåbentlig også kan blive bragt i spil. Vi har også tidligere og nuværende N-min-analyser, som alle viser det samme; at stivelseskartofler burde reguleres som vårbyg med efterafgrøder.”

En presbold af en anden verden

Ét er reguleringen, der rammer nu, noget andet er timingen. Kalenderen siger september, og der er stadig ingen endelig afklaring for tallene på de enkelte afgrøder. Det er noget, som skaber store frustrationer i hele fødekæden, og det er virkelig også noget, som presser rådgivningsbranchen.

Det fortæller Torben Jensen, der er administrerende direktør i SAGRO.

”Jeg håber, at vores politikere har nydt deres gode, lange sommerferie, den har de sikkert fortjent. Men jeg håber virkelig ikke, at de er bevidste om, hvor stort et pres de har lagt på landbruget. Vores kalender består ikke af møder og udvalg, der kan flyttes efter behag. Det er årstider, klima og vejr, der dikterer vores arbejde,” siger han og fortsætter:

”Det er nærmest ubegribeligt, at der ikke er forståelse – eller måske respekt – for, at markerne skal planlægges, og afgrøderne skal i jorden, hvis vi skal høste mad næste år. Det her skal gå så lynhurtigt og uden tilpasning eller overgangsperiode for landmændene, mens de selv tager sig god tid. Det gør mig faktisk lodret trist.”

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Jesper Kjelde Jesper Kjelde Planterådgiver 76 60 21 69 25 57 99 78


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere