Kvægrådgiver: Vær skarp, når du tager første slæt

Udgivet d. 16-04-2026

De næste fire uger bliver afgørende for timingen af første slæt – og er der skyggen af tvivl, er en analyse hurtigt tjent hjem. Det viser erfaringerne fra sidste år, fortæller kvægrådgiver.

Sidste forår var på mange måder fantastisk. Jorden var mættet af en våd vinter, og fra 10. januar var der lunt og tørt over hele landet. Marker blev sået sidst i februar, og gyllen kom ud i marts – og alting groede vildt og voldsomt.

Især kløvergræsmarkerne var et fokuspunkt, fortæller Birgitte Kjemtrup Høyer, som er kvægrådgiver i ØkologiRådgivning Danmark. Til trods for den store opmærksomhed var det dog ikke alle, som fik det optimale udbytte, fortæller hun.

”Da vi nåede et par dage ind i maj, var der 15-18 grader, og væksten gik helt agurk. Derfor talte vi meget med vores landmænd om, at de ikke måtte komme for sent med førsteslættet, og det resulterede i, at mange tog slæt på højt og flot græs – og med tårnhøjt sukkerindhold,” siger hun og fortsætter:

”Vi hørte om slæt, som var så fulde af sukker, at snitteren stoppede til. Det er jo nærmest kraftfoder, og vi kan ikke fodre rent med det, for køerne kan slet ikke nå at omsætte det.”

En analyse kan være meget værd

Birgitte Kjemtrup Høyer fortæller, at mange af de landmænd, som ventede til det mere sædvanlige tidspunkt at høste på, fik flere foderenheder – men det var også noget tungere fordøjeligt end normalt. Balancen er hårfin, understreger hun.

”De, som ventede, var også heldige, for det kunne lige så godt have været for sent at tage slæt – med dårlig omsætning i køerne og dårlig vækst i marken som konsekvens. Min pointe er nok, at vi ikke bare skal konstatere, om græsset er langt. Vi skal teste det, i hvert fald hvis tingene afviger for meget fra normen,” siger hun og slutter:

”En NIR-scanning eller friskgræsanalyse virker måske som trælse penge efter noget, vores bedsteforældre tog på øjemål – men verden er bare en anden i dag. Den sikkerhed, en analyse giver, er virkelig en god investering, for et tvivlsomt beslutningsgrundlag har også en anden konsekvens, end dengang far var dreng.”

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Birgitte Kjemtrup Høyer Birgitte Kjemtrup Høyer Kvægrådgiver i ØkologiRådgivning Danmark 76 60 23 62 40 91 30 75


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere