Udgivet d. 17-10-2025
Efter en udfordrende sæson sidste år kan mange kvægbrugere i år ånde lettet op.
Årets majs ser generelt rigtig flot ud. De mange analyser, der er kommet ind, viser et højt stivelsesindhold på 30–37 procent, svarende til omkring 300–350 gram pr. kilo tørstof. Det er et markant løft i forhold til sidste år.
Samtidig er fordøjeligheden af NDF høj. Der er ganske vist lidt mindre NDF i planterne end sidste år – hvilket hænger sammen med det høje stivelsesniveau – men det, der er, udnyttes til gengæld rigtig godt.
Flere kvægbrugere har haft knappe lagre og derfor taget hul på den nye majs, før den har nået at gære færdig. Det giver udfordringer i form af lavere udnyttelse i de første uger og flere synlige majsrester i gødningen. Det tager som regel et par uger, før køerne og fodringen stabiliserer sig.
Udbytterne ligger i år mellem 11.000 og 15.000 foderenheder pr. hektar afhængigt af lokalitet. Det giver mange bedrifter en velfortjent pause oven på sidste års stramme foderregnskab og bidrager til et generelt bedre humør i staldene.
En aktuel opgave i stalden er at søge kompensation til metanreducerende foder. Fristen for at søge er den 23. oktober.
Der findes to puljer: én for fodring med bovaer i 80 dage og én for 365 dage. Den sidstnævnte pulje er stor, og der er gode muligheder for tilsagn, hvis ansøgningen sendes afsted i tide.
Det er vigtigt ikke at vente til sidste øjeblik. Ansøgningerne skal koordineres med Planteavlsafdelingen, som står for indberetningen. En hurtig indsats giver både bedre overblik og mindre stress sidst på måneden.
Efteråret markerer også starten på budgetsæsonen. Prognoserne for foder, kød og mælk er opdateret, og arbejdet med budgetterne er i fuld gang.
Selvom niveauet for dækningsbidrag endnu ikke er fastlagt, er det vigtigt at komme i gang. Et budget fungerer som en rød tråd i produktionen og giver overblik over, hvor bedriften bevæger sig hen.
Selv om der altid opstår uforudsete hændelser – både i stalden og på markedet – er det bedre at have et grundlag at justere ud fra. Derfor anbefales det, at alle som minimum får målt deres beholdninger op og lavet en prognose. Det giver sikkerhed og ro i driften, uanset hvordan vinteren udvikler sig.
Tilmelding til nyhedsbrev