Politiet frafaldt millionkrav efter to år

Udgivet d. 27-01-2017


Minkavlerpar stod over for sigtelser om social dumping, ulovligt overarbejde og falsk erklæring. 

 
Tekst: Lilli Snekmose

KÆRUP - Sagsakterne mod Bente Rasmussen og John Lykke Jensen måler en halv meter i højden. 

- Vi har aldrig forstået, hvad det hele gik ud på. Vi har hele tiden følt, at vi havde orden i tingene. Alligevel skulle der gå mere end to år med afhøringer, undersøgelser og ubehagelige breve, før vi fik ro. 

Bente Rasmussen er stadig påvirket af de alvorlige anklager, der har været rejst mod minkfarmen, som kunne medføre bødekrav på op mod en million kroner og i værste fald fængselsstraf.

For et år siden afsluttede politiet sin lange efterforskning og rejste sigtelse for ikke mindre end 29 forhold vedrørende 17 ansættelsesforhold for 10 med-
arbejdere fra såkaldt 3. lande.

Parret driver en minkfarm ved Kærup vest for Varde og kom i politiets søgelys, efter af Udlændingeservice havde sammenkørt diverse registre og sammenholdt med SKATs oplysninger vedrørende en række ansatte og praktikanter fra Ukraine og Rusland.  Mistanken lød på social dumping, falske erklæringer og overtrædelse af udlændingeloven.

Afhøringer

At noget er i gære går op for parret, da et par medarbejdere i 2014 bliver kaldt til afhøring hos politiet i Padborg. 

- De kom hjem og fortalte, at de følte, der blev manipuleret med dem for at få dem til at sige, at de blev underbetalt, fortæller Bente Rasmussen.

John Lykke Jensen er den næste, der bliver kaldt til afhøring.

- Han blev meget vred, for han var overbevist om, at vi ikke havde gjort noget ulovligt. Vi valgte at få fat i en advokat, og at vi fik Ellen Marie Sørensen med - det er da noget af det klogeste, vi har gjort, konstaterer Bente Rasmussen med eftertryk. Selvom man er uskyldig, kan man ikke stå med sådan en sag selv - det har sagen lært hende.

Mistænkeliggjort

Advokaten gik sammen med SAGRO Lønservice og Bente i gang med at samle beviser, der kunne tilbagevise politiets påstande. Ulovligheder på lønsedler takseres i retssystemet til 10.000 kr. pr. lønseddel, og hvis forholdet er i strid med de vilkår, som arbejdsgiveren har skrevet under på i den udenlandske medarbejders arbejds- og opholdstilladelse, så bliver man anklaget for at afgive falsk erklæring. 

- Det betragtes som en straffelovsovertrædelse, fordi myndighederne går ud fra, at arbejdsgiveren planlagde at snyde, da han med sin underskrift afgav sin ”falske” erklæring, forklarer Ellen Marie Sørensen. Hun opgjorde anklagerne med John og Bente til at løbe op i et bødekrav på 750.000 – 1.000.000 kr.

- Vi følte det bare vildt ærekrænkende at blive mistænkeliggjort, og det plagede os, hvad de ansatte og kollegerne måtte tænke om os som arbejdsgivere, siger Bente Rasmussen.

Det er en gåde for hende, at sagen overhovedet kunne opstå. Ved at se på normtallene for en gennemsnitlig minkproduktion, ville man opdage, at bedriften i Kærup lå 20 % højere i lønudgift - altså ikke just et billede på social dumping.

 

"Det er en gåde, at sagen overhovedet kunne opstå."

Alt blev droppet

Når det lykkedes at få anklagemyndigheden til efter et års efterforskning og yderligere et års sagsbehandling helt at droppe alle sager, så skyldes det i høj grad den formidable orden, som Bente Rasmussen havde i alle papirer og bilag, understreger Ellen Marie Sørensen.

Som udgangspunkt så politiet ulovligheder overalt:

Hvis lønsedler viste en løn, der var lavere end svarende til 37 timers arbejde, var det social dumping. 

Lønsedler, der viste en højere løn end normalt, var efter politiets opfattelse bevis for ulovligt overarbejde.

  

En medarbejder, der ikke fik løn i et halvt år, fordi vedkommende var rejst hjem, havde nok i virkeligheden arbejdet sort?  

Der måtte skaffes mængder af op til fem år gammel dokumentation for at bevise, at politiet tog fejl. 


Er overarbejde ulovligt?

I sagerne om lavere løn kunne Bente Rasmussen med kvittering for flybilletter og stempler i de ansattes pas bevise, at vedkommende havde holdt ferie og derfor ikke var berettiget til fuld løn.

Højere løn var ganske rigtigt udbetalt for overarbejde – men var det ulovligt?

- Politiet sagde til os, at praktikanter fra 3. lande overhovedet ikke må have overarbejde. Vi har haft den praksis, at praktikanterne har haft helt de samme vilkår som danske medarbejdere, og overarbejde er enten blevet afspadseret eller udbetalt. Vi har i tidens løb haft flere kontrolbesøg fra LandboUngdom, som har gennemgået lønsedler, og de har aldrig påtalt noget. Det kom helt bag på os, at praktikanterne ikke kunne have overarbejde som alle andre, fortæller Bente.


Er ligebehandling kriminel?

Udlændingeservice mener, at overarbejde er forbudt efter de vilkår, som er formuleret i de arbejdstilladelser, der udstedes til praktikanter fra 3. lande. 

Til alt held faldt der sidste år dom i Vestre Landsret i en tilsvarende sag om påstået ulovligt overarbejde. Retten fandt, at vilkårene i arbejdstilladelserne er så uklart formuleret, at der ikke er grundlag for at konkludere, at praktikanters overarbejde er ulovligt.

Af dommen udleder juristerne, at det ikke kan være kriminelt at have præcis samme regler for overarbejde for danskere og udlændinge.

Det er henvisningen til den dom, der til sidst får anklagemyndigheden til at frafalde alle sigtelser mod Bente og John for ulovligt overarbejde.

Tilbage er et par forhold om social dumping, men fordi Bente har så grundigt styr på alle bilag, og der er en god forklaring på alt, bliver de anklager også trukket tilbage. 

En sidste krølle var, at politiet selv havde fejljournaliseret et afgørende bilag om feriepenge – men også dét fik Ellen Marie Sørensen gravet frem.

- Tænk, alle de ressourcer, der er brugt på at rejse så mange sigtelser mod os. Vanvittigt! For der var jo ikke noget i det, siger Bente Rasmussen. 

På minkfarmen i Kærup har konsekvensen været, at der ikke længere beskæftiges udenlandske praktikanter. 

- Vi har mistet lysten til at have noget med Udlændingeservice at gøre. Du forestiller dig ikke, hvor meget tid vi har brugt på at spekulere, og hvor meget ondt i maven, sådan en sag giver, lyder det en anelse bittert fra Bente Rasmussen.

 


Er du uskyldig, har du brug
for en advokat

Ellen Marie Sørensen ved godt, at folk, der er uskyldige tænker ”Jeg har ikke gjort noget forkert, så jeg har ikke brug for en advokat”.

- Men de bør i stedet tænke: ”Jeg har ikke gjort noget forkert, DERFOR har jeg brug for en advokat.

Hun har lige været beskikket som forsvarer for Bente Rasmussen og John Lykke Jensen, der stod over for alvorlige anklager om 29 tilfælde af overtrædelser af udlændingeloven og straffeloven. 

Sagen endte med, at samtlige punkter blev frafaldet, og at der aldrig blev rejst tiltale. Advokatens honorar i sagen betales af det offentlige.

Og det er desværre langt fra enestående, at udlændingeservice jagter landmænd med spredehagl, som Ellen Marie Sørensen udtrykker det.

Det seneste halve år har hun været involveret i flere sager, hvor påstanden er, at praktikanter har haft ulovligt overarbejde.

- Det er en stor belastning for de familier, der skal igennem sager med efterforskning, afhøringer, breve fra politiet – og måneder med usikkerhed. Politiet bliver ved med at efterforske sager om påstået ulovligt overarbejde, selvom Vestre Landsret sidste år afgjorde, at arbejds- og opholdstilladelsen ikke indeholder et forbud mod overarbejde.

Derfor ærgrer advokaten sig:

- Det var virkelig ønskeligt, hvis politiet skar det uvæsentlige fra i deres efterforskning, i stedet for at det først sker, når sagen når til anklagemyndigheden, lyder det fra Ellen Marie Sørensen.

 

 


 

 


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere

Cookie- og privatlivspolitik på www.sagro.dk

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på sagro.dk og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på sagro.dk accepterer du vores brug af cookies. Læs mere

Jeg accepterer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere