Ribe Dyrskue 2022: Alt tegner godt

Udgivet d. 23-06-2022

Sidste års dyrskue var noget ganske særligt. En cocktail af rekordmange dyr og masser af besøgende, men også Corona-restriktioner og Ribe Å, der løb over sine bredder, gav dyrskuearrangørerne både sved på panden og vand i gummistøvlen.

Sidste års dyrskue var noget ganske særligt. En cocktail af rekordmange dyr og masser af besøgende, men også Corona-restriktioner og Ribe Å, der løb over sine bredder, gav dyrskuearrangørerne både sved på panden og vand i gummistøvlen.

- I år flasker tingene sig indtil videre, siger tovholder Jens Christiansen, der glæder sig over, at dyrskuegængerne sidste sommer ikke lod sig slå ud af åvand.

Årets program
Ud over de mange bedømmelser af dyr, så byder årets program på gamle kendinge som VM i Gummistøvlekast, Grisevæddeløb, Heste-parade og den afsluttende Ærespræmie-parade. Der er også nye indslag på programmet og spændende ting i støbeskeen.

- For første gang kommer Tønder Politihundeforening og laver opvisning med politihunde. Det glæder vi os meget til at se. Og så arbejdes der på et helt nyt underholdnings-indslag, men det kan jeg desværre ikke røbe mere om lige nu.

Stor opbakning
Ribe Dyrskue oplever stor opbakning fra erhvervsudstillere, og det har derfor været nødvendigt at øge antallet af pladser på udstiller-arealet, som er tæt på udsolgt.

Erhvervsudstillerne og det lokale erhvervsliv har også været generøse med sponsoreringen af ærespræmier, så der i år er flere præmier at kæmpe om end normalt. Arrangørerne håber derfor på stor tilslutning fra dyreudstillerne.

- Når vi i år har godt med ærespræmier skyldes det, at vi sidste år havde enormt mange tilmeldte dyr, som et af landets eneste afholdte dyrskuer. En del virksomheder har så valgt at fastholde en ekstra ærespræmier i år, og det er vi naturligvis meget taknemmelige for. Nu håber vi så bare, at dyreudstillerne stiller talrigt op, siger Jens Christiansen.

SAGRO er på plads
SAGROs store telt på pladsen kan du møde vores rådgivere, som blandt andet sætter fokus på den nødvendige grønne omstilling i dansk landbrug.

Bliv klogere på:
- Energioptimering – skift til grønne energiformer og spar penge
- Dyrevelfærd – sunde dyr giver sund økonomi
- ESG-ledelsesrapport – kom på forkant med kravene
- ESGreen Tool – kend dit CO2-aftryk
- Lavbundsjorde – læg en plan for udtagning

Ribe Dyrskue 2022 afholdes 29. juli kl. 9-16:30 på Hovedengen i Ribe.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere