Udgivet d. 06-12-2025
Mens enkeltmandsvirksomheder og selskaber måske producerer fødevarer på samme måde, ser det helt anderledes ud i forhold til skat og regnskab. Det har SAGRO nu taget konsekvensen af med et specialiseret tilbud.
SAGRO Selskaber stævnede ud tirsdag, og det blev markeret for de 47 medarbejdere, som nu organiserer sig under en ny paraply. De var nemlig samlet i Herning for komme lidt tættere på hinanden – og ikke mindst de opgavetyper, som fremtiden byder på.
Dalida Hansen, som er chef for den nye afdeling, var tydeligt begejstret.
”Jeg har virkelig glædet mig til for alvor at komme i gang med den nye afdeling. Landbrug, der er drevet som selskaber, har nogle helt andre udfordringer såvel som muligheder, og det er fantastisk, at vi nu kan levere rådgivning skræddersyet til dem,” siger hun og fortsætter:
”Selskabsformen og omlægninger til selskaber kræver en specialiseret viden, som vi nu kan dyrke – uden at vi skal trække ressourcer fra vores almindelige regnskabsafdeling. Det bliver virkelig godt.”
Historisk set har enkeltmandsvirksomheder været den dominerende ejerform i landbruget, men i de seneste godt 10 år er andelen af selskaber fordoblet. Ifølge Danmarks Statistik var det kun fire procent af landbrugene, der var drevet som selskaber i 2004, mens vi var oppe på knap otte procent i 2024.
Samtidigt er andelen af enkeltmandsvirksomheder faldet fra 88 procent til godt 83 procent i samme periode. Mens tallene måske ikke er astronomiske, er tendensen tydelig nok til at reagere på, fortæller Dalida Hansen.
”Det er den vej, det går. Landbrugene er blevet så store, og værdierne så høje, at selskabsformen kommer til at vinde meget mere indpas. Især i situationer hvor jord eller værdier skal overdrages – uden at det sker som rent salg,” forklarer hun.
”Men der er rigtig mange situationer, hvor selskabsformen giver fordele – især når landbrugene når en vis størrelse,” tilføjer hun.
Selvom afdelingen måske er ny, er størstedelen af medarbejderne garvede folk fra SAGRO Regnskab, som kender til de særlige forhold, der hersker i landbruget. Derfor får selskabsafdelingen også en løbende start, og rådgiverne har da også længe haft selskaber på kundelisten.
Den store forskel fremover kommer til at ligge i organisering, vidensdeling og faglig udvikling med selskabsformen og store landbrug som bagtæppe.
”Vi har allerede nu den stærkeste selskabsrådgivning i DLBR, og vi kan bare se, hvor stort potentialet er, når vi kan gå tværfagligt til værks i en fokuseret afdeling. Det bliver en rigtig god rejse at få hul på – for både os og vores kunder,” slutter Dalida Hansen.
Hun kommer fra en stilling som faglig chef og afdelingsleder i SAGRO Regnskab.
Tilmelding til nyhedsbrev