Udgivet d. 10-03-2026
Vækst i rådgivningen, nye forretningsområder og landbrugets strukturudvikling har givet et resultat, som adm. direktør, Torben Jensen, kalder tilfredsstillende - og pænt over det budgetterede.
SAGRO har haft et godt år i 2025, og årsagen skal findes i en række områder, hvor selskabet og dets døtre har oplevet en pæn vækst. Der er både tale om en tilgang af nye kunder og eksisterende kunder, som har udvidet deres rådgivningsydelser.
”Vi har haft en fin vækst over det meste af linjen - og specielt på områder, hvor vi har oparbejdet en unik og skarp ekspertise. Områder som selskabsrådgivning er vokset betydeligt, og her har vi kunder, der kommer fra hele landet,” forklarer adm. direktør, Torben Jensen, og tilføjer:
”Vi vokser også betydeligt på områder hvor vi gør livet lettere for kunderne, som eksempelvis FarmSupport. Her rydder vi kundernes skriveborde for indberetninger, APV, jobopslag, rekruttering, løn, tidsstyring, og alt mulig andet, der tager tid fra landmanden. Endelig har vi oplevet en stor vækst i området, som handler om natur, biodiversitet og Grøn trepart.”
Resultatet ville egentlig have været næsten 8,6 millioner kroner større, hvis ikke SAGRO havde valgt at kreditere kunderne for de omkostninger, der er forbundet med det store anti hvidvask-arbejde, som lovgivningen har lagt ned over landbruget.
Det er en beslutning, som bestyrelsesformand i SAGRO, H.C. Gæmelke, er meget tilfreds med.
”Der er, os bekendt, ikke andre i vores branche eller revisionsbranchen, som har valgt at æde den omkostning. Derudover har vi også besluttet, at SAGRO betaler de tre kroner per hektar, som Landbrug & Fødevarer, plantesektoren opkræver til innovation. Sidstnævnte er betydelige beløb for den enkelte landmand. Den omkostning er der heller ikke andre, der har valgt at tage for deres kunder,” fortæller H.C. Gæmelke.
H.C. Gæmelke fremhæver styrken, der ligger i, at SAGRO er en virksomhed, der både skaber et flot overskud og efterfølgende sørger for, at det kommer medlemmerne af ejerforeningerne og kunderne i butikken til gavn og glæde
”Det er vigtigt for at kunne fortsætte det politiske arbejde, mens vi kan holde et meget lavt foreningskontingent,” siger han.
Torben Jensen udtrykker stor tilfredshed med SAGRO og datterselskaberne, som over en kam har klaret sig godt. Han fremhæver SAGRO Finans & Formue, som efterhånden forvalter godt en milliard kroner – og leverer rigtig fine afkast, sammenlignet med markedet.
”Vi ser også, at JYSK IT har leveret rigtig fint på bundlinjen, og det er et sted, hvor vi leverer IT-services til hele landet og en bred vifte af brancher,” siger Torben Jensen og fortsætter:
”Det er også værd at bemærke LandboGruppen JYSK og SYD, som har solgt ikke mindre end 283 ejendomme alene i 2025. Det er naturligvis et udtryk for en voldsom strukturudvikling – men det er altså også et tegn på, at vi har fået os positioneret som landets førende på salg af landbrugsejendomme.”
Torben Jensen fortæller, at den del af overskuddet, som ikke kommer retur til kunder og ejerforeninger, blandt andet skal bruges på at effektivisere en lang række arbejdsgange i SAGRO og datterselskaberne.
Tilmelding til nyhedsbrev