Slut med at bruge skattekontoen til opsparing

Udgivet d. 09-06-2022

Hvis du ikke vil have hele beløbet udbetalt fra din skattekonto d. 15. juni, skal du selv hæve grænsen.

Tilbage i 2020, da Covid-19 gjorde sit indtog i Danmark, vedtog Folketinget en række kompensationsordninger, herunder moms og a-skattelån samt udskydelser af betalingsfrister. I den forbindelse blev det vedtaget, at udbetalingsgrænsen på skattekontoen blev hævet til 100 mia. kr., som senere blev nedsat til 350 mio. kr.

Den primære årsag til forhøjelsen var at imødekomme den overskudslikviditets og økonomiske ulempe i form af negative renter, som udskydelse af betalingsfristerne gav de virksomheder, der havde likviditet til at betale til tiden.

Oprindelig var planen at forhøjelsen af udbetalingsgrænsen skulle gælde frem til maj 2023, men regeringen har netop vedtaget at nedsætte udbetalingsgrænsen til de normale 200.000 kr. allerede fra d. 15. juni 2022. Det betyder at beløb herover vil blive udbetalt til virksomhedens NemKonto.

Ændringen er begrundet i at mange virksomheder satte penge ind på skattekontoen og ifølge bemærkningerne til lovforslaget var det samlede indestående på skattekontorer ved udgangen af januar på ca. 47 mia. kr. Regeringen forventer at der vil skulle tvangsudbetales 36 mia. kr. til virksomhederne d. 15. juni 2022.

Betydning for dig
Det bliver altså ikke længere muligt at have større beløb end 200.000 kr. stående på skattekontoen fra d. 15. juni 2022. Det betyder, at et eventuelt overskydende beløb vil blive udbetalt til din virksomheds NemKonto.

Hvis du stadig ønsker at have en udbetalingsgrænse, skal du sørge for at sætte den til maksimalt 200.000 kr. inden den 15. juni 2022. Ellers bliver den sat til 0, og du vil dermed få hele beløbet overført til virksomhedens NemKonto.

Har du spørgsmål til din virksomheds skattekonto, så tag fat i din rådgiver eller kontakt os, så står vi til rådighed.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere