Udgivet d. 23-04-2026
Landmandslivet varer ikke evigt, og det er en god idé at tage hul på nogle af de svære spørgsmål om tiden bagefter – inden den er lige om hjørnet. Det forsøger ny netværksgruppe for landmandspar at gøre nemmere.
Når hverdagen i en travl bedrift bare kører, kan det være svært at finde tiden og kræfterne til at løfte hovedet og se 5, 10 eller 15 år ud i fremtiden. Men pludselig opdager en del landmandspar, at der er kommet store sølvstænk i deres gyldne hår – og hvad i alverden skal der egentlig ske på den anden side landmandstilværelsen?
Det spørgsmål begynder at spøge hos en del landmænd, og det er udgangspunktet for en ny netværksgruppe, Landmandspar 55+, som ledelsesrådgiver i SAGRO, Bettina Byskov, er en af ophavsmændene til.
”Vi oplever meget ofte, at landmandspar ikke får talt i tide om, hvad der skal ske på længere sigt. Hverdagen går jo stærkt, og alting racer afsted – og pludselig løber tid eller helbred fra dem,” fortæller Bettina Byskov og fortsætter:
”Så står mange med skægget i postkassen, for pludselig skal der ses på salg eller generationsskifte med en kort tidshorisont. Det er altså langt fra optimalt.”
Landmand er en identitet
Det er ikke kun den travle hverdag, der kan være skyld i fraværet af fremtidsplaner. Det kan nemlig være en betændt sag at forholde sig til livet på den anden side, fortæller Bettina Byskov. At være landmand er i høj grad en identitet, og det kan være svært at se sig ud af dén.
”Hvem er jeg, når jeg ikke er landmand, og hvem er jeg uden mine køer i ryggen, når jeg møder gamle venner på dyrskuer. For mange har landmandslivet fyldt det hele og gør det fortsat op i 50’erne og 60’erne. LandboUngdom, erfagrupper, dyrlæger og rådgivere har udgjort det meste af kontaktfladen. Så hvad gør landmanden den dag, hvor telefonen holder op med at ringe, fordi han ikke længere har gården? Det er meget reelle bekymringer, vi ofte støder på,” forklarer Bettina Byskov og tilføjer:
”Rigtig mange landmænd har ikke prioriteret eller haft tiden til at få dyrket fritidsinteresser i de erhvervsaktive år, og det giver også meget forståelige bekymringer over, hvad tiden skal fyldes ud med, når den ikke skal gå med landbrug.”
Mange i samme båd
Bettina Byskov rådgiver ofte landmænd om de ting, der ligger uden for økonomi, biologi og jura, og dette må også siges at være et område uden facitliste. Derfor har hun og et par kollegaer taget initiativ til netværksgruppen Landmandspar 55+, som mødtes første gang i marts.
Idéen bag netværket er at få taget hul på de mange svære samtaler, der kan ligge og ulme. Samtalen mellem mand og kone er også vigtig at få i gang. Skal vi flytte til en større by, skal vi rykke os tættere på børnene, eller skal vi blive boende med udsigt til markerne - uden selv at dyrke jorden? Den slags spørgsmål melder sig nemlig – og kræver om ikke hurtige svar, så drøftelser.
”Det gik faktisk rigtig meget, som vi havde håbet på. Vi fik input fra et par, som havde været turen igennem, og vi havde oplæg om vigtigheden af livsindhold. Der kom gang i nogle gode og vigtige snakke, og jeg er sikker på, at de er fortsat hjemme i stuehusene,” siger hun.
Alle deltagere i netværket får uddelt en såkaldt Fremtidskuffert, der indeholder forskellige spændende værktøjer til brug på møderne.
Tilmelding til nyhedsbrev