Opgaven for landbruget er ikke kun at levere fakta. Der skal også skabes forståelse og opbygges tillid, viser forskning.
Efter folketingsvalget stod én ting klart for mange i landbruget: Der er stadig stor afstand mellem dem, der producerer fødevarerne – og dem, der møder landbruget gennem mediernes overskrifter.
For mange landmænd kan det være fristende at svare igen med flere fakta. Men forskning peger på, at mennesker sjældent lader sig overbevise af fakta alene. Vi vurderer også afsenderen, vores relation til vedkommende og de følelser, budskabet vækker.
”Tillid opstår sjældent i en debat. Den bliver bygget op over tid. Derfor er det fantastisk, at flere og flere landmænd stiller sig frem og fortæller om deres hverdag, også når der ikke er en sag eller en konflikt på dagsordenen,” siger Stine Bundgaard, politisk chef i SAGRO.
Det synspunkt bakkes op af forskningen. Allerede omkring 350 f.Kr. beskrev Aristoteles, hvordan mennesker bliver overbevist gennem en kombination af argumenter, følelser og troværdighed.
Moderne kommunikationsforskning peger på præcis det samme. Eksempelvis viser et studie publiceret i Nature Scientific Reports, baseret på 480 deltagere, at mennesker i høj grad vurderer information gennem deres eksisterende holdninger og følelser – og ikke alene ud fra de fakta, de bliver præsenteret for.
”Derfor handler opgaven for landbruget ikke kun om at levere fakta. Den handler også om at skabe forståelse og opbygge tillid,” siger Sara Pedersen, der er stifter af virksomheden SoMe in Boots.
Hverdagen er den stærkeste fortælling
Det var netop baggrunden for, at SAGROs ejerforeninger for nylig inviterede Sara Pedersen fra SoMe in Boots til Herning for at holde kursus i sociale medier og formidling for medlemmer af ejerforeningerne.
”Efter folketingsvalget stod det klart, at fortællingen om dansk landbrug skal ud til flere mennesker, og her skal vi i SAGRO-land gøre vores. Derfor inviterede vi Sara. Det er ikke kun hendes resultater, der er interessante – de taler for sig selv. Hun har også en helt unik baggrund, som gør, at hun fungerer utroligt godt sammen med vores medlemmer,” siger Stine Bundgaard.
På kurset var fokus ikke på avancerede kommunikationsmodeller eller lange strategiplaner. Tværtimod.
Budskabet var, at den bedste fortælling ofte findes lige uden for døren. I stalden. På marken. Ved frokostbordet med medarbejderne. I de små øjeblikke, som landmænd selv tager for givet, men som mange danskere aldrig ser.
”Det skulle være anvendeligt. Folk skulle gå herfra med en oplevelse af, at de selv kan lave små videoer og vise virkeligheden i landbruget,” siger Stine Bundgaard.
”Tillid opstår sjældent i en debat. Den bliver bygget op over tid”. Stine Bundgaard
”Vi må gøre noget”
Blandt deltagerne var Katrine Hansen, som bor sydøst for Ikast.
Sammen med sin mand driver hun en bedrift med konventionel griseproduktion samt dyrkning af kartofler og korn. Debatten under folketingsvalget gjorde så stort indtryk på hende, at hun til sidst holdt op med at følge med.
”Kurset var utroligt lærerigt. Kommunikation er noget, vi gerne vil. Oplevelsen efter folketingsvalget var, at jeg tænkte, at vi må gøre noget. Derfor var det utroligt godt at lære helt konkret, hvordan vi kommer i gang,” siger hun.
For hende handlede kurset ikke kun om sociale medier, men om at tage del i fortællingen om det erhverv, hun selv er en del af.
”Derfor var det også ekstra godt for mig at møde ligesindede på kurset. Vi er alle i samme båd, og det gjorde, at vi sænkede skuldrene og kunne slappe af,” siger hun.
Gårdbestyrelsen har netop vedtaget en ny strategi, hvor kommunikation skal spille en større rolle.
”Vi vil gerne fortælle om, at det her er en god arbejdsplads. At vi tager ansvar lokalt. Vi har 10 ansatte, og vi bakker op om lokalsamfundet, hvor vi kan,” siger hun.
Ingen kan fortælle hele historien alene
For Katrine Hansen handler det ikke om at fremstille et perfekt billede af landbruget.
”Vi vil gerne give et ærligt indblik i vores hverdag, så folk kan se, hvordan vi arbejder - og få en større forståelse. Ingen virksomheder kan sige sig fri for fejl. Hvis folk kender os, er det også nemmere at forstå os. Og hvis historien kommer direkte fra landmanden, bliver det ikke mere ufiltreret,” siger hun.
Netop dét er måske den vigtigste pointe.
”Et af Saras budskaber var, at tillid kommer før fakta.
Og måske kan forståelsen for landbruget begynde med noget så enkelt som en video fra stalden, en tur på marken eller et ærligt indblik i livet som landmand,” siger hun.
Dette vækker glæde hos politisk chef i SAGRO, Stine Bundgaard.
”I ejerforeningerne arbejder vi meget med relationsopbygning – ikke mindst til lokale kommunalbestyrelser og andre beslutningstagere. Her er det en styrke, når flere helt almindelige landmænd stiller sig frem og viser, hvordan hverdagen ser ud. Det øger forståelsen for erhvervet, og det gavner i sidste ende alle vores medlemmer,” siger Stine Bundgaard.