Magnesiumsulfat stoppede mælkefeber

Udgivet d. 16-10-2018

Efter 24 dødsfald er der nu indført urinprøver af køerne hos Anders Nørgaard

Tekst: Lilli Snekmose, redaktør

- Vi havde massive problemer. I første halvår af 2017 mistede vi 24 køer på grund af mælkefeber, og det er jo ekstremt.

Sådan fortæller Anders Nørgaard, der de første 10 år som selvstændig kun sjældent oplevede mælkefeber. Men i 2017 var virkeligheden pludselig en anden, og de mange dødsfald gav i den grad anledning til hovedbrud. Han vidste, at mælkefeber er fodringsmæssigt betinget, men han havde overholdt alle anbefalinger i forhold til kalciumindhold og CAB-værdier.

- Det var naturligvis vældig frustrerende. Vi kunne ikke finde nogen fejl. Hvis der før var problemer, kunne vi løse det ved at justere på fodringen, men her hjalp ingenting. Vi blev ved med at få mælkefebertilfælde, fortæller han.

Magnesiumsulfat har rigtig god effekt og koster kun 25 øre pr. ko pr. dag.”

Han snakkede med eksperter og dyrlæger og andre rådgivere, men deres råd, præparater og vejledninger fik ikke problemerne til at forsvinde.

- Så kom Morten Thomsen fra SAGRO Kvæg ind fra sidelinjen med en idé hentet i USA. Han foreslog, at vi målte pH i urinen på køerne, fortæller Anders Nørgaard.

- Det var egentlig meget simpelt. Vi tog nogle golddyr fra og målte på deres urin med almindeligt pH-papir. Det bekræftede, at pH-værdien var tæt på 9 og altså alt for høj. Det kom bag på mig, for jeg havde finkæmmet markedet for at finde fodermidler med et lavt indhold af kalcium og en lav CAB-værdi.

Efter anbefaling fra Morten Thomsen blev alle tilsætningsstoffer i foderet fjernet, og i stedet blev der tildelt 25 gram magnesiumsulfat pr. ko pr. dag.
1-2 uger senere blev der udført en ny urintest.

- Det havde hjulpet, men pH var stadig for højt, husker Anders Nørgaard.

Oppe på 125 gram pr. ko pr. dag

Mængden af magnesiumsulfat blev derfor gradvist hævet til 50, til 75, og fortsatte til den endte på 125 gram pr. ko pr. dag, før forsuringen var tilstrækkelig og pH landede på 6-6,5. Fra den dag af var der ikke flere tilfælde af mælkefeber.

- Derfor er jeg overbevist om, at magnesiumsulfat virker. Vi har siden prøvet at reducere i tildelingen, men med det samme, vi piller ved det, får vi nye tilfælde af mælkefeber.

Inden han begyndte på magnesiumsulfat havde han forsøgt sig med et tilskudsprodukt, der markedsføres som virksomt mod mælkefeber.

- Det var ekstremt dyrt og det havde absolut ingen effekt, lyder dommer fra Anders Nørgaard.    

Ikke foder til goldkøer!

Fodermidler med fx højt kaliumindhold medvirker til, at CAB-værdien øges. Det kan være sene græsslæt med høj kløverandel, melasse og kartoffelpulp. Ud over kalium er natrium fra fodersalt og sodakorn også uheldig i denne sammenhæng.
Det er netop derfor, disse fodermidler ikke bør indgå i en goldkoration.

Prisbillig løsning

Måling af urin-pH er endnu ikke en udbredt praksis til kontrol af den effekt, CAB-værdien måtte have på koens kalciumregulering. Men vi tænker, det er en nem og sikker mulighed for at vurdere CAB-niveauet i goldkofoderet. Desuden vil vi have muligheden for at tilpasse fodringen, således vi netop undgår mælkefeber.

I praksis anbefaler vi at få dyrlægen til at tjekke urin-pH ved 4-5 goldkøer, som er 2-4 uger før kælvning. Ligger de højt, og er man udfordret af mælkefeber, tildeles 50 gram magnesiumsulfat pr. ko pr. dag. Efter 2 uger måles på de samme køer, om den ønskede effekt er opnået. Skal der mere til, øges mængden med 25 gram.

Et enkelt forsøg har vist negativ effekt på produktion og reproduktion ved langvarig periode med lav CAB-værdi. Derfor er vores anbefaling indtil videre kun at tildele magnesiumsulfat de sidste 2-4 uger af goldperioden. I mange besætninger er det perioden, hvor køerne går i fælles kælvningsbokse.  

Ved at tildele magnesiumsulfat separat, fx opblandet i 200 gram korn eller sojaskrå, kan vi mere præcist styre, hvor meget og hvilke kogrupper, der tildeles. Der er selvfølgelig ikke grund til at give kælvekvier.

Igennem det seneste årstid har vi oplevet, at tildeling af magnesiumsulfat har en rigtig god effekt på antallet af mælkefebertilfælde. Det er en prisbillig løsning med et mineralstof, der koster ca. 5 kr./kg.
En daglig tildeling på 50 gram kun koster 25 øre/ko.

Prisbillig løsning

Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere