Synes du at debatten om landbruget er svær at gennemskue?

Og måske er det netop noget af det, der gør debatten om landbruget så svær at gennemskue. For gødskningsloven står ikke alene. Den er en del af en langt større omlægning af dansk landbrug og skal ses i sammenhæng med den grønne trepart, arealomlægningen og de mange forskellige hensyn, der skal gå op på én gang.

Derfor vil jeg forsøge at forklare, hvordan jeg ser problemstillingen.

Først lidt om baggrunden

Danmark er gennem EU's Vandrammedirektiv forpligtet til at opnå god økologisk tilstand i vores søer, fjorde, kystvande og vandløb i 2027.

Det har man i Danmark bl.a. implementeret gennem Vandområdeplanerne. Her er der fastsat mål for, hvordan vi kan opnå den ønskede økologiske tilstand i de enkelte vandområder. F.eks. skal kvælstofudledningen til Ringkøbing Fjord reduceres med 1.686 tons kvælstof om året.

Kvælstofreduktionen skal findes gennem forskellige tiltag. Det gælder bl.a. målrettet arealregulering, spildevandsindsats og kollektive virkemidler som minivådområder, skovrejsning, vådområde- og lavbundsprojekter og ekstensivering af landbrugsarealer.

Og her kommer aftalen om Grøn Trepart fra 2024 ind i billedet.

Det er en historisk og ambitiøs aftale mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.

Aftalen indeholder bl.a. etablering af 250.000 hektar skov, udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde, mindre kvælstof til vores vandmiljø, mere natur og biodiversitet samt en mere målrettet regulering af landbrugets kvælstofudledning kombineret med den omfattende arealomlægning.

Med trepartsaftalen følger mange milliarder, der skal gøre det muligt at gentænke vores landskab og skabe flere synergier på én gang.

Tænk, hvis vi kunne lægge puslespillet på ny: Udtage de sårbare arealer, hvor der er størst risiko for miljøpåvirkning, skabe mere sammenhængende natur og samtidig bevare de robuste arealer til en fortsat god landbrugsproduktion.

De lokale planer er en vigtig del af løsningen

I hvert af de 23 vandoplande blev der nedsat en lokal trepart som består af repræsentanter fra kommunerne, lokale landboforeninger, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen. Her fik man bl.a. til opgave at udarbejde omlægningsplaner, der skulle vise, hvordan man lokalt kunne nå målene for vandmiljøet.

I flere områder har man afholdt tegnemøder, hvor lodsejerne selv har været med til at sætte stregerne på kortet og pege på de arealer, de gerne ville bidrage med. Det har givet nogle gode, robuste planer.

Kommunerne og Naturstyrelsen er nu sammen med lodsejerne godt i gang med at forundersøge og realisere mange af projekterne.

Men hvad er så problemet?

Effekten af de kollektive virkemidler tæller først med, når de er etablerede og kan indgå i den samlede indsats. Men vores miljømål ændrer sig ikke. Derfor skal vi i mellemtiden finde kvælstofreduktionen andre steder, og den kommer til at ligge direkte på den enkelte bedrift.

Hvad betyder det i praksis?

Forestil dig en landmand, der i 2025 siger ja til at få arealer udtaget til et vådområde. Han bidrager dermed til den langsigtede løsning. Hvis det går rigtig godt, så er et gennemsnitligt vådområdeprojekt færdigt efter seks år. Mange tager længere tid. Derfor går der lang tid, før landmanden bliver belønnet for sit bidrag, ved at effekten kan tælle med. Samtidig har den enkelte landmand meget begrænsede muligheder for selv at påvirke hastigheden på processen.

Vi er i gang med en historisk arealomlægning. Det drejer sig om ca. 10 procent af Danmarks areal, og selvom der er sket en betydelig opnormering i kommuner og styrelser, er det en enorm opgave at gennemføre på meget kort tid.

Samtidig er vi på vej ind i den nye udledningsbaserede markregulering.

Hvad betyder den nye markregulering?

Kort fortalt får den enkelte bedrift en kvote for, hvor meget kvælstof der må udledes fra markarealerne, og det er op til bedriften selv at finde den bedste måde at leve op til kravet på. Det kan være gennem ændret sædskifte, dyrkningspraksis, gødningstildeling eller andre tiltag.

Udfordringen opstår, når indsatskravene i et vandopland bliver så høje, at bedrifterne er nødt til at foretage meget omfattende ændringer, mens de kollektive virkemidler endnu ikke er etablerede og tæller med.

For nogle bedrifter kan det betyde, at man er nødt til at reducere produktionen på store arealer ved at braklægge dem.

Det kan få store konsekvenser for mange bedrifter – ikke kun for økonomien, men også for sædskifte, maskinøkonomi, dyrehold, transport og generelt den samlede balance i virksomheden.

Mens vi er i gang med den store arealomlægning, skaber den nye kvælstofregulering derfor også en usikkerhed om de fremtidige rammer og vilkår for den enkelte landmand.

Usikkerheden gør jordfordelingen sværere

Usikkerheden gør også jordfordelingen i forbindelse med arealomlægningerne sværere. Jordfordeling er ofte en vigtig del af løsningen, fordi vi her kan få puslespillet til at gå op og skabe større sammenhæng mellem natur, vådområder og de arealer, der fortsat skal dyrkes.

Men hvis en lodsejer skal afgive jord og modtage anden jord i bytte, er der behov for sikkerhed for, hvilke regler og restriktioner der kommer til at gælde for den jord, han får i erstatning. Det gælder f.eks. i forhold til kommende reguleringer som det varslede sprøjteforbud.

Det kan skabe en udfordring.

Hvis vi vil have lodsejerne til at bakke op om de kollektive virkemidler og samtidig vil gennemføre en omfattende jordfordeling, så kræver det også, at de mennesker, der skal lægge jord til, har tillid til de rammer, de skal drive deres bedrift under fremover.

For det er jo netop gennem de kollektive virkemidler og arealomlægningen, at vi kan skabe flere løsninger på én gang. Vi kan reducere kvælstofudledningen, reducere CO2-udledningen fra lavbundsjordene, skabe mere sammenhængende natur og samtidig bevare de bedste arealer til landbrugsproduktion.

Men landbruget står ikke alene med konsekvenserne

Landbruget skaber aktivitet i en lang række følgeerhverv. Det er maskinstationer, smede, rådgivere, transportvirksomheder, foderstoffer, dyrlæger og mange andre. Arbejdspladser, som er med til at holde hånden under vores landdistrikter og skabe liv i de lokalsamfund, hvor landbruget fylder meget.

Når landbruget bliver nødt til at braklægge store arealer eller bliver mere usikkert på fremtidige investeringer, påvirker det derfor også mange andre end den enkelte landmand.

Når landbruget giver udtryk for sine frustrationer, handler det derfor ikke nødvendigvis om, at man ikke vil bidrage til løsningen. Måden, vi gennemfører den på, kan have vidtrækkende konsekvenser – ikke kun for den enkelte bedrift, men også for følgeerhvervene og livet i landdistrikterne.

Hastighed er ikke nødvendigvis det samme som effektivitet

Vi har travlt. Vi skal nå vores mål for vandmiljø, klima og natur.

Men hvis implementeringshastigheden bliver så høj, at retningslinjer og rammer ikke er ordentligt på plads, samtidig med at landmændene allerede er i gang med at så i marken og træffe beslutninger for de kommende år, så skaber vi en usikkerhed, som kan gøre det sværere at gennemføre de gode, langsigtede løsninger.

Vi risikerer måske at få en hurtig effekt på papiret, men samtidig gøre det sværere at få det fulde udbytte af den lokale forankring, jordfordelingen og de gode projekter, hvor vi kan skabe flere synergier i landskabet på én gang.

Ovenstående er naturligvis en meget simplificeret gennemgang af mekanismerne og konsekvenserne. I virkeligheden består det af langt flere detaljer og en langt større kompleksitet. Og samtidig er der nok mange holdninger til, hvordan de forskellige hensyn bedst kan gå op i en højere enhed.

Effekten af de kollektive virkemidler tæller først med, når de er etablerede og kan indgå i den samlede indsats. Men vores miljømål ændrer sig ikke. Samtidig er den enkelte landmand nødt til at træffe beslutninger om de kommende år, mens vi er på vej ind i den nye udledningsbaserede markregulering.

Det er sådan, vi ser dilemmaet.