Købte for dyr jord og blev økologer

Udgivet d. 14-01-2021

Jens Erik og Helle Damtoft investerede i for dyr jord i 2008. Det gav hårde år, men så blev de økologer.

VINDERUP - De sidste to år har faktisk været de bedste, vi nogensinde har haft!

Jens Erik Damtoft er ikke i tvivl. I 2016 skiftede han og Helle til økologi, da Arla åbnede for tilgang af nye økologer.

- Vi så på, hvordan vi kunne forbedre økonomien. I 2008 havde vi købt 90 ha jord til det, der viste sig at være en alt for høj pris. Der virkede økologien som en god løsning, fortsætter Jens Erik Damtoft.

Med på sidelinjen havde Helle og Jens Erik Damtoft kvægrådgiver i SAGRO, Karsten Jensen. Han har rådgivet mange økologiske besætninger.

- Vi undersøgte, hvor der eventuelt kunne være nogle problemer. Her var det, at køerne skulle på græs. Det havde de ikke været før. Til gengæld var der godt med jord lige omkring ejendommen, fortæller Karsten Jensen.

Og lige det viste sig at være en udfordring:

- Første gang vi lukkede køerne på græs, anede de ikke, hvad de skulle bruge det til. De gad i hvert fald ikke æde det, for de vidste ikke, hvad det var, griner Helle.

Først sidst på sommeren fik køerne for alvor øjnene op for, at det faktisk var foder, de gik rundt på. Forud var der gået en periode, hvor Jens Erik og Helle lokkede køerne med alverdens ting for at få dem til at æde græs.

Skrottede majs…

Når man som mælkeproducent omlægger til økologi, afhænger succesen af, at mælkeydelsen ikke falder for meget. Det handler især om at lave godt grovfoder.

Jens Erik havde hørt en masse om, hvor bøvlet det er at dyrke økologisk majs. Så parret gik fra en foderplan med 70 % majs til 0 %t. Det havde sin pris:

- Vi lå på en ydelse på omkring 10.000 kg energikorrigeret mælk pr. årsko. Det faldt til 9.000 kg, fortsætter Jens Eriks fortælling.

For nogle ville et fald i ydelse på 10 % være en bekræftelse på alle deres værste mareridt. For Jens Erik og Helle blev det en udfordring, de valgte at tage op.

- Vi blev enige om at se, hvor vi kunne gøre tingene bedre, konstaterer Helle.

Beslutningen var klar: I år 2 blev der igen dyrket majs.

At det er mere bøvlet end konventionelle majs fik de to – og børnene – lært.

- Der er i hvert fald ingen af vores børn, der er i tvivl om, hvordan melder ser ud, ler Helle. For børnene deltager ofte, når marken skal gås efter for ukrudt.

Børnene er også med, når fuglene skal jages ud af marken lige efter såningen. Blandt andet hjælper de med at køre crosseren ud over markerne.

- Og så har vi en masse gaskanoner, fugleskræmsler og oppustelige dukker. Det lykkes normalt, men vi har da måtte så om et enkelt år.

I dag udgør majsen en langt lavere del af det samlede foder end før. Usædvanligt for økologer dyrker de også kolbemajs. Det er udtryk for kølig beregning. For det er billigere at køre kolbemajs hjem fra de marker, der ligger længst væk.

Step 3

Forbedret grovfoder med blandt andet højere indhold af protein, majs og en række andre ting fik ydelsen til at stige igen. Markant!

- I 2018 foreslog Karsten, at vi skulle begynde at malke 3 gange i døgnet. Det hørte vi på, forklarer Jens Erik.

- Jens Erik spurgte, om der var penge i det. Det troede jeg fuldt og fast på. Og jeg kunne beregne, at med en stigning i ydelsen på 10–15 % ville det være en god forretning, lyder Karsten Jensens kommentar.

En beregning, der blev mere end opfyldt. I dag fire år senere er ydelsen steget til 13.000 kg EKM pr. årsko. Det er langt mere end parrets køer præsterede, da de var konventionelle, og det er nok til, at de ligger på 6. pladsen i ydelse blandt økologiske køer i Danmark.

Og ikke nok med det: Dagligdagen er blevet nemmere.

- Vi har 3 fastansatte medhjælpere. Desuden arbejder Helle og jeg selv hjemme. 2 af medhjælperne laver næsten ikke andet end at malke. Men så mange ansatte giver os helt andre muligheder for at holde nogle fridage og lidt ferie, konstaterer Jens Erik.

- Vi er så også heldige at have nogle meget stabile medarbejdere, supplerer Helle.

Mere solid økonomi

På bundlinjen gav den nye strategi pote. Jens Erik gør regnestykket op på denne måde:

- Vores lønomkostninger er fordoblet. Men bundlinjen er fire- eller femdoblet.

Økonomien har blandt andet gjort det muligt at sikre, at der kan vandes på flere marker. Allerede i 2018 var der etableret mere vanding, og det var medvirkende årsag til, at parret i det tørreste år i dette århundrede kunne sælge grovfoder – selvfølgelig til en god pris.

Nu kan endnu flere marker vandes. Det er med til at give sikkerhed og ro i maven.

- Vores største bekymring er nok, om folk bliver ved med at drikke mælk og spise kød, lyder Jens Eriks og Helles tanker.

Indtil da handler det mest om at optimere indtægten. Allerede dagen efter, at Arla bekendtgjorde, at selskabet vil betale mere for mælken, hvis køerne får bedre plads, gik de i tænkeboks.

- Hvis det kan betale sig, kan vi godt finde på at udvide med en løbegård. Men vi gør det kun, hvis det er en god forretning!

Fakta

Overtog gården i 2006 med 100 køer og 37 ha

Købte 90 ha i 2008 da prisen var høj

2015-2016: Købte mere jord

Omlagde til økologi i 2016 – fik fuld øko-pris under omlægning.

Ydelse: 13.000 kg EKM

Antal køer: 225

Antal ha til afgræsning: 70 ha

Markplan: 325 ha

Kontakt os

Få et godt råd fra en af vores rådgivere

Karsten Jensen Kvægrådgiver 96 29 68 40 23 68 91 50
Karsten Jensen


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Hold dig opdateret med SAGROs nyhedsbrev.
Du får information om præcis de emner, der interesserer dig.

Hvad siger du ja til?
Jeg ønsker ikke at se denne popup længere