Nye EU-regler: "Jeg forstår godt, at folk er frustrerede"

Udgivet d. 24-08-2022

EU-Kommissionen har gjort det muligt for medlemslande at udskyde krav til 2024, men SF, Enhedslisten og Radikale Venstre blokerer.

Hos SAGRO modtager vi for tiden mange opkald, som handler om de nye EU-regler for, at man skal holde 4 % af sit areal uproduktivt. Og alle spørger om det samme: Hvad må jeg, og hvad må jeg ikke? 

 - Jeg forstår godt, at folk er frustrerede, hvilket de også giver udtryk for i telefonen. Men jeg kan ikke gøre andet end at svare, at jeg også håber, der snart kommer en afklaring. Det her er ikke nogen rar situation, siger Nicolai Smed Kjær, naturrådgiver hos SAGRO. 

I november 2021 blev der indgået en ny aftale om EU’s landbrugspolitik, og pr. 1. januar 2023 skal man holde 4% af landbrugsarealet uproduktivt. Bevæggrunden for det drastiske skridt er, biodiversiteten i EU er under pres. 

 - Der er ingen vejledninger for, hvilke arealer man skal holde uproduktive. Og hvad er reglerne for plantedækket? Vi savner at få noget mere information fra Landbrugsstyrelsen, siger han. 


Krigen udskyder ikke 4-procentskravet i Danmark

Krigen i Ukraine har kastet verden ud i en mangel på fødevarer, som man ikke har set i mange år. På grund af dette vedtog Europa-Kommissionen, at medlemslandene kan udskyde 4-procentskravet i 2023. 

Men det lader ikke til at komme til at ske, selv om idéen støttes af den ansvarlige minister for området, Rasmus Prehn, og der tilmed er politisk flertal for den. Årsagen er en smule kringlet. 

EU’s landbrugspolitik er nemlig en del af klimaaftalen for landbruget, som blev indgået sidste efterår. Og som skik og brug er på Christiansborg, kræver en udskydelse til 2024 opbakning fra hele forligskredsen, som talte samtlige partier i Folketinget - med undtagelse af Frie Grønne. Men hverken Enhedslisten, SF eller Radikale Venstre støtter idéen om at dispensere.

 - Så alle dem, der forsøger at planlægge næste år, har meget svært ved at gøre det. For vi aner ikke, hvordan reglerne bliver udmøntet i praksis, siger Nicolai Smed Kjær.

Men han vil dog gerne love én ting:

 - Lige så snart vi ved noget, kommunikerer vi det ud til vores kunder med det samme, siger han. 

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Nicolai Smed Kjær Nicolai Smed Kjær Naturrådgiver 76 60 21 85 25 57 99 77


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere