Spørgsmål om energioptimering vælter ind. Få svarene på temadag

Udgivet d. 22-04-2022

Kom til arrangementet "Klimatilpasning og energikilder på eget landbrug" og bliv klogere på energioptimering og grøn omstilling.

Energiprisernes himmelflugt har fået spørgsmålene til at vælte ind hos rådgivere i både SAGRO og Byggeri & Teknik. Kan det betale sig at producere sin el selv? Hvad er den mest økonomiske energikilde til opvarmning? Er der alternativer til diesel til at hælde på traktoren?

Derfor arrangerer begge nu temadagen "Klimatilpasning og energikilder på eget landbrug".

 - Det kan være lidt af en øjenåbner, hvor mange penge og CO2e man kan spare ved relativt små indsatser. Og det er præcis det, man kan komme og få en indføring i på temadagen, siger virksomhedsrådgiver hos SAGRO Lars Just Elnegaard.

Derfor starter dagen med, at man bl.a. kan høre om energioptimering. Hos SAGRO har man en helt bestemt specialist, som kommer rundt på bedrifterne. Og det har indtil videre givet el-besparelser på 10-12 % alle steder. 

 - Mange tænker, at når forbruget ligger på samme niveau som sidste år, er der ikke meget at hente. Men det er så langtfra sandt, siger Lars Just Elnegaard.

Solceller: Skal, skal ikke? 

Egenproduktion af strøm vinder også meget frem for tiden. Det er selvsagt, fordi det både er godt for klimaregnskabet, og fordi elprisen flere steder er tredoblet. Ekstratydelige er det for dem, som har en Spot-aftale, hvilket betyder, at elprisen varierer time for time. Så hvornår kan det betale sig at investere i solceller?

 - Det afhænger helt og holdent af din bedrift. Derfor går vi ind og analyserer tre år tilbage i tiden for at se, hvilket solcelle- eller vindmølleanlæg passer til ens bedrift. Og hvilke rutiner man kan ændre, uden at det betyder meget ekstraarbejde, siger Lars Just Elnegaard.

Mange bliver overraskede over, når de hører, at et skræddersyet solcelleanlæg har en tilbagebetalingstid på mellem otte og ti år. 

 - Det er ikke mange steder i landbruget, hvor man kan få sin investering retur så hurtigt, siger han.

Fossilfrit landbrug, ja tak! Men hvordan? 

En reduktion af klimabelastningen er meget snart en konkurrenceparameter. Derfor er der også mange landmænd, som spørger til, hvordan man kan begrænse eller måske helt komme fri af brug af fossile brændstoffer. 

Men det kræver igen et godt kig på, hvordan ens bedrift er skruet sammen i forhold til de nye teknologiske muligheder, der er.

 - Derfor kan man også høre om f.eks. metan til drift af traktorer og klimakreditter, siger Lars Just Elnegaard.

Temadagen Klimatilpasning og energikilder på eget landbrug afholdes d. 19. maj kl. 13:00 hos SAGRO, Majsmarken 1, 7190 Billund. Det koster 400 kr. at deltage.

Dagen arrangeres i samarbejde mellem SAGRO og Byggeri & Teknik, og program for dagen og tilmelding kan man finde i dette link: https://bit.ly/38gueM9 

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Lars Just Elnegaard Lars Just Elnegaard Virksomhedsrådgiver 76 60 21 87 51 30 96 66


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere