Udgivet d. 23-04-2026
Task Force Vildt samlede 70 deltagere til en alvorlig snak om udfordringerne med ulven og behovet for en grundig evaluering af ulve-minitreparten.
Ulven fylder rigtig meget, så snart man kommer en god håndfuld kilometer vest for Aarhus. Det er både mentalt og i antal. For otte år siden var der syv ulve. Ved årets udgang kan bestanden nærme sig 200 dyr, når årets hvalpe er medregnet – og det er vel at mærke kun i Jylland. Til sammenligning har Sverige på sigt fastsat et bestandsmål på cirka 170 ulve for hele landet – dvs. på et areal, der er omkring 15 gange større end Jylland.
– Vi ser et stigende antal angreb på husdyr. Det er vigtigt med tilstrækkelig kompensation, men vi får også brug for en forvaltning, der følger med bestandens udvikling. En af de beslutninger, der venter, er et egentligt bestandsmål for ulven, sagde Sven Joensen, formand for Familielandbruget VEST-Jylland og næstformand i netværket Task Force Vildt.
Mødet blev afholdt i SAGROs hus i Holstebro med deltagelse af omkring 70 husdyrejere – fåre-, kvæg- og hestefolk fra det meste af Jylland. Formålet var at samle erfaringer forud for evalueringen af ministerens ulve-minitrepart til sommer.
Indberet alt
Det er fortsat primært får, der rammes af angreb, men der er i stigende grad dokumenterede angreb på kalve, køer, heste og geder. Blandt deltagerne var der tydelig frustration – både over dokumentationskravene og hensynet til dyrevelfærden.
Derfor blev vigtigheden af at få registreret alle hændelser relateret til ulven også pointeret på mødet. Bl.a. i indlæg af Erik Poulsen, Fjordland, og af Sven Joensen.
Budskabet var, at alle angreb og gener bør indberettes – også tilfælde, hvor kvæg, heste og andre dyr stresses, når ulve færdes tæt på indhegningerne. Et opdateret datagrundlag er afgørende for, at myndighederne kan træffe de rigtige beslutninger.
Ikke mindst da man til sommer skal evaluere minitreparten for ulv.
– Meget er gået i stå, mens vi venter på en ny regering. Men når evalueringen kommer, vil vi arbejde for både mere retvisende kompensation og et fast bestandsmål. Ulven er kommet for at blive, men det ændrer ikke på, at vi, der lever og arbejder tæt på ulven, også skal kunne drive vores erhverv. Derfor er det enormt vigtigt, at husdyrholdere melder alle hændelser ind til Naturstyrelsens ulvekonsulent – også hvor man bare har en mistanke, lød det fra Sven Joensen.
Hændelser kan rapporteres på telefon 30 34 15 30 til Naturstyrelsens ulvetelefon. Den har åbent alle dage kl. 8.00–16.00. Uden for dette tidsrum stilles man videre til en telefonsvarer med vejledning om håndtering af blandt andet kadavere.
Task Force Vildt (TFV) blev etableret med afsæt i de konkrete udfordringer, som landmænd oplever med skadevoldende vildt – primært hjortevildt og gæs, der forvolder omfattende skader på afgrøder. Senere er ulven også blevet et fokusområde.
I arbejdsgruppen deltager:
Jysk Landboforening, Herning-Ikast Landboforening, Holstebro-Struer Landboforening, Familielandbruget VEST-Jylland, Fjordland, Vestjysk, Landboforeningen Midtjylland, Agillix og Spiras.
Tilmelding til nyhedsbrev