Det nye forrum på kvægbedriften Nygaard har reduceret risikoen markant for smitte udefra

Udgivet d. 10-10-2022

Folk, der ikke kan finde indgangen til besætningen og vader ind med egne sko, er en betydelig smitterisiko. Derfor har mælkeproducent Christian Bøgh etableret et effektivt forrum.

Christian Bøgh kunne godt blive irriteret, når fx en sælger bare gik direkte ind i stalden for at tale med ham. Ikke mindst efter i flere omgange at have kæmpet for at sanere besætningen fri for salmonella. For han var godt klar over, at det var en kæmpe smitterisiko. ”Samtidig måtte jeg også bare erkende, at det ikke var specielt tydeligt, at jeg fx gerne ville have besøgende til at bruge besætningens støvler. Det var heller ikke tydeligt, hvor de besøgende overhovedet skulle finde støvlerne,” fortæller han. Med besøgende tænker Christian Bøgh især på både montører, inseminører, klovbeskærer, dyrlæge og andre, der i løbet af deres dag kommer i flere besætninger.

Tydelig indgang til besætningen
Derfor har Christian Bøgh nu etableret et forrum, der effektivt beskytter dyrene mod smitte udefra. Og han har gjort det tydeligt, at det er ved forrummet, at indgangen til besætningen er. ”Vi har gjort så meget for at komme tilbage i salmonellaniveau 1, så nu gør vi alt for at blive der,” forklarer han.
Og mælkeproducenten har en rigtig god fornemmelse med det nye forrum. ”Det signalerer, at det her er noget, vi synes, er vigtigt. Og jeg kan se, det virker,” fastslår han.

Beskytter ikke kun mod salmonella
For Christian Bøgh var motivationen til det nye forrum at hindre salmonellasmitte udefra. Men det er værd at huske, at det ikke kun er salmonella, man risikerer at få ind i besætningen, hvis den eksterne smittebeskyttelse er mangelfuld. Også sygdomme som fx b-streptokokker, mycoplasma, ringorm og treponema (digital dermatitis) kan liste sig ind udefra.

Tjekliste: Sådan gør du bedriftens forrum til en effektiv smittebarriere

Er bedriftens forrum en åben ladeport for smitte ind og ud af stalden? Her er tjeklisten, der giver dig svaret – og forslag til enkle løsninger, der gør dit forrum til en smittebarriere.

Forrummet er mange kvægbedrifters achilles-hæl i forhold til smittebeskyttelse. Det er her, besøgende ankommer og går – og dermed også her, der er risiko for at slæbe smitte med ud og ind. Men forrummet er også et meget afgrænset område, og derfor er det ofte ret enkle tiltag, der skal til, for at opgradere besætningens smittebeskyttelse betydeligt. Brug tjeklisten
Brug nedenstående liste til at tjekke, om der er tiltag, du kan gøre for at forbedre dit forrum – og dermed smittebeskyttelsen. Du kan evt. gøre det sammen med dine medarbejdere, så I med det samme kan aftale, hvad der skal gøres, og hvem der gør det. Du finder også listen på landbrugsinfo.dk, så du kan printe den – eller udfylde den elektro-nisk og notere bemærkninger.

Klik på for at se tjeklisten

 

Læs hele nyhedsbrevet "Tag smitten ved hornene" her

Christian Bøghs opskrift på et godt forrum

  • På døren ind til forrummet hænger et skilt med teksten Indgang
  • I forrummet – på døren ind til stalden – hænger et skilt med teksten Ingen adgang uden skift af støvler og tøj.
I forrummet finder man:
  • Rene støvler i forskellige størrelser
  • Rene kitler og engangsdragter
    En ren rist at træde op på i strømpesokker, mens man skifter støvler og tøj
  • Håndvask, sæbe, hånddesinfektion, papirservietter
  • Engangshandsker 
  • En god støvlevask med børster, støvleop-hæng og støvlevarmer

For Christian Bøgh var motivationen til forrummet at undgå salmonella. Men et godt forrum forebygger også indslæbning af mange andre sygdomme. Foto: VikingDanmark


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere