40 år med tal, landmænd og gode kollegaer

Udgivet d. 11-11-2026

Revisor og økonomirådgiver Torben Storgaard har netop fejret 40-års jubilæum. Han har været med på en rejse fra blyant og papir til digitale regnskaber, men glæden ved kundekontakten og de gode kollegaer er stadig en vigtig del af arbejdslivet.

PORTRÆT: Da Torben Storgaard begyndte som revisor for 40 år siden, var arbejdsdagen en ganske anden, end den er i dag. Blyant og papir var faste redskaber, og regnskaberne blev ikke lige til med et par klik på computeren.

”Jeg startede med blyant og papir. Jeg afleverede opgørelser til en tastemedarbejder, som bogførte dem, og så fik man tilsendt et udkast til regnskabet en til to dage senere,” fortæller Torben.

Siden er den digitale udvikling for alvor taget fart. Computeren er blevet en fast del af hverdagen, og arbejdsgangene har ændret sig markant gennem årene.

I dag arbejder Torben som revisor og økonomirådgiver for en gruppe landmænd, hvor han blandt andet hjælper med personlige regnskaber i personskatteordningen (PS) og virksomhedsordningen (VS).

”Det bedste ved mit arbejde er at hjælpe mine kunder med at udarbejde opgørelser og resultater og have den personlige kontakt med dem,” fortæller han.

 

En kollega, der bliver sat pris på

Det er ikke kun kunderne, der nyder godt af Torbens indsats. Også blandt kollegaerne er han en vellidt medarbejder, som sætter pris på den gode omgangstone og fleksibiliteten i hverdagen.

Hans chef, Dalida, har også mange rosende ord med på vejen:

”Torben er en stille og rolig mand. Jeg tror aldrig, jeg har set ham sur. Han er meget vellidt blandt kollegaerne, altid smilende og forstående og har en rigtig god omgangstone. Han yder en god indsats, og det er en medarbejder, jeg sætter stor pris på.”

Hun fremhæver også Torbens gode evne til at snakke med assistenterne – og ikke mindst hans charme, som indimellem kan hjælpe ham med at snige en opgave eller to igennem. 40 år har budt på store forandringer i både teknologi og arbejdsmetoder, men den personlige kontakt, de gode kunderelationer og kollegaskabet er fortsat en vigtig del af Torbens arbejdsliv.

Stort tillykke med jubilæet og tak for 40 års indsats!


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere