Droneoverflyvning halverede forbruget af sprøjtemidler

Udgivet d. 14-08-2025

Med avanceret billedanalyse og en drone i 60 meters højde kan man spare både kemi og vand. I dette eksempel fra den virkelige verden, viste præcisionssprøjtning sig at være en gevinst – både for økonomien og miljøet.

Efter høsten i 2024 blev seks marker hos SAGROs kunde kortlagt med drone. På baggrund af de detaljerede kort blev der i foråret 2025 foretaget præcisionssprøjtning – og resultaterne var slående. På tværs af markerne blev der i gennemsnit kun behandlet 32 % af arealet. Det gav en samlet kemibesparelse på 68 % og sparede over 2.300 liter vand.

– Det her er et skoleeksempel på, hvordan vi med teknologi kan målrette indsatsen og samtidig tage hensyn til både miljø og økonomi, siger planterådgiver Anette Møller, der har fulgt forløbet tæt.

Et digital fingeraftryk af marken

Droneoverflyvningen fandt sted i 60 meters højde, og det tog kun ét minut pr. hektar at få hele marken kortlagt. Billederne blev analyseret, og derefter kunne sprøjteplanerne laves ud fra de reelle behov i marken.

– Vi bruger kameraer til at lave meget præcise vegetationskort, som viser hvor ukrudtet er i vækst. Dette kan landmanden i samarbejde med rådgiveren så bruge til at planlægge sprøjtningen, forklarer Philip Thinggaard, er er dronepilot hos SAGRO.

Han fortæller, at kortlægningen sagtens kan foretages sensommeren, og at dataene derefter kan anvendes i den efterfølgende vækstsæson.

– I dette tilfælde var det ukrudtsbekæmpelse i vintersæd, hvor vi kunne se præcis, hvor trykket var højest – og hvor der ikke skulle sprøjtes, siger han.

Fra fladesprøjtning til præcision

I dette eksempel, ville en af markerne på 4,18 ha være sprøjtet fladt med 836 liter vand og kemi. Men med præcisionssprøjtning blev behandlingen reduceret med 36 %, og marken blev kun sprøjtet, hvor det var nødvendigt.

– Det betyder, at vi både sparer midler og undgår unødig påvirkning af de områder, hvor planterne klarer sig fint uden behandling. Det er godt for økonomien – og det er et skridt i en mere bæredygtig retning, siger Anette Møller.

På en anden af markerne var det kun nødvendigt at behandle 6 % af arealet. Her var besparelsen altså helt oppe på 94 %.

Vejen frem

Erfaringen bekræfter det, som mange landmænd og rådgivere allerede har fået øjnene op for: Præcisionslandbrug virker.

– Det her er ikke længere bare noget, man tester på forsøgsstationer. Det er teknologi, der virker i den virkelige verden, og som landmænd kan tage i brug allerede nu, siger Philip Thinggaard.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Philip Tinggaard Nielsen Philip Tinggaard Nielsen Planterådgiver 96296633 20166743


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere