Gratis screening skal hjælpe lodsejere før nye kvælstofkrav

Udgivet d. 26-05-2026

Fra næste år træder den nye kvælstofregulering i kraft, og det får betydning for den enkelte landmands muligheder på bedriften.

Vådområdeprojekt. Fotokredit: Emil Skole Læsøe

Fra næste år træder den nye kvælstofregulering i kraft, og det får betydning for den enkelte landmands muligheder på bedriften. Fremover får hver bedrift tildelt en udledningskvote, som fastsætter, hvor meget kvælstof der må udledes til vandmiljøet.

De nye regler hænger tæt sammen med den Grønne Trepartsaftale, hvor der skal gennemføres en omfattende arealomlægning i det danske landskab for at styrke vandmiljø, natur og biodiversitet. Målet er blandt andet at reducere kvælstofudledningen gennem udtagning af arealer til ekstensivering, skovrejsning samt etablering af vådområder og minivådområder. Tiltagene betegnes samlet som kollektive virkemidler.

Flere af virkemidlerne har ikke alene betydning for kvælstofudledningen. Minivådområder og vådområder kan også forbedre retentionen i oplandet, hvilket betyder, at mere kvælstof omsættes i jorden, inden det når kysten. Det kan i praksis give den enkelte bedrift et større råderum i forhold til udledningskvoten.

Arealomlægning bliver samtidig afgørende for, om målene for kvælstofindsatsen kan nås i de enkelte deloplande. Jo flere kollektive virkemidler der etableres, desto hurtigere kan målene opfyldes og desto mere vil markreguleringen kunne lempes.

I løbet af 2025 har kommunerne udarbejdet omlægningsplaner, som viser, hvordan kvælstofindsatsbehovet kan indfries alene ved arealomlægning. Planerne indeholder blandt andet såkaldte skitseprojekter, hvor områder med potentiale for vådområder og lavbundsprojekter er udpeget.

Hos SAGRO står udtagningskonsulenter klar til at hjælpe lodsejere med at få overblik over mulighederne gennem en gratis og uforpligtende screening.

Her kan lodsejere blandt andet få hjælp til at vurdere arealernes potentiale for kollektive virkemidler, få synliggjort overlap mellem egne arealer og kommunernes skitseprojekter samt få indblik i, hvad det betyder at indgå i et projekt.

Derudover kan rådgiverne hjælpe med at forklare de forskellige projekttyper og ordninger, økonomi, fremtidig drift og projektets tidshorisont. Samtidig kan de bidrage med vurderinger af projekternes potentielle betydning for den enkelte bedrift og hjælpe med at finde frem til, hvor det giver mest mening at etablere kollektive virkemidler.

Læs mere om vådområde og lavbundsprojekter, formål, proces, incitamenter m.m. på:

https://www.sagro.dk/landbrugsradgivning/miljo-og-natur/vadomrade-og-lavbundsprojekter

Film om udtagning og kvælstofregulering kan ses på:

https://www.sagro.dk/nyhedsarkiv/se-video-udtagning-virkemidler-og-kvaelstof-kort-fortalt

Skitseprojekter i omlægningsplanen

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Emil Neidhardt Emil Neidhardt Naturrådgiver 76602165 29251857

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Frederik Steen Hansen Frederik Steen Hansen Naturrådgiver 76602171 20249997

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Anette Møller Sørensen Anette Møller Sørensen Planterådgiver 76 60 24 19 29 74 32 80


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere