Udgivet d. 18-06-2026
– Sådan løftede Stina og Michael Jonas’ besætning.
I det åbne, bølgende vestjyske landskab nær Spjald, hvor himlen synes lidt større og vinden lidt friskere, ligger en grisebesætning, der skiller sig ud. Her driver 33-årige Jonas Galsgaard sit landbrug med 710 søer og en årlig produktion på ca. 27.000 smågrise. Af disse opfeder han selv de 18.000, som afsættes til Tican.
Børnenes traktorer og bolde ligger snorlige ved siden af trampolinen og gårdspladsen står skarp uden et eneste uvelkomment græsstrå. Med andre ord: Ejendommen, som Jonas overtog i fri handel i 2021, udstråler professionalisme, ro og harmoni mellem mennesker, dyr og drift.
Jonas er ikke blot en ung, ambitiøs landmand men en leder, der fra barnsben har vidst, at landmandsvejen var hans kald. Med en stærk tro på vedholdenhed og tillid har han opbygget en besætning, hvor resultaterne taler for sig selv. Og de seneste måneder har samarbejdet med Stina Brødbæk Sørensen fra SvineRådgivningen løftet hele produktionen til et nyt niveau.
Et tæt og praktisk partnerskab
Stina er kommet på gården som rådgiver siden 2023, men i november 2025 var Stina en fast og velkommen gæst i farestalden hver mandag. Hun gik ikke rundt som en ekstern observatør, men som en integreret del af teamet og nærmest som en tredje medarbejder, der arbejdede skulder ved skulder med de farestaldsansvarlige. Hun observerede de daglige rutiner, stillede spørgsmål, foreslog justeringer og gav feedback direkte på gulvet.
”Det har været rigtig godt. Hun er både dygtig til at forklare, og vi har det altid rigtig sjovt, når hun er her,” siger Mackline, der er medansvarlig for farestalden.
Denne tilgang har givet markante resultater. I den seneste E-kontrolperiode fra 3. januar til 3. april 2026 er dødeligheden i farestalden faldet til kun 5,8 procent. Til sammenligning lå dødeligheden i de foregående kvartaler på henholdsvis 9,4 procent, 13,9 procent og 10,5 procent. Det er en dramatisk forbedring, der betyder flere levende grise, bedre dyrevelfærd og selvfølgelig en stærkere bundlinje.
Samtidig er produktionen pr. årsso + gylt steget til 40,9 fravænnede grise. En klar fremgang fra 38,9 og 39,2 i de to foregående perioder.
Et tæt parløb med SvineRådgivningen har skabt stabile resultater hos Jonas Galsgaard.
Stina beskriver samarbejdet sådan:
”Det handler om at være til stede og se de små detaljer, der betyder alverden. Når vi går rundt sammen, opdager vi ting i fællesskab. Det kan være en lille ændring i rutinen, en bedre timing ved pasning eller en mere rolig håndtering af dyrene. Det skaber ejerskab hos medarbejderne, og pludselig bliver de gode resultater en fælles sejr.”
Selvom der selvfølgelig er en faktura, der skal betales for Stinas tid i stalden, så er Jonas godt tilfreds.
”At have Stina gående herude har været en gamechanger for os. Hun kommer ikke bare med teori, men hun forstår vores hverdag og vores dyr. Den faldende dødelighed og den ro, vi nu har i farestalden, er et direkte resultat af det tætte samarbejde. Jeg er utrolig glad for, at vi har turdet
lade hende komme så tæt på.”
Seneste E-kontrol (3. januar – 3. april 2026)
Kontakten blev skabt i erfagruppe
Et andet centralt samarbejde har været med Michael H. Frederiksen. Michael er tovholder i en erfagruppe for unge landmænd som Jonas, hvor de blandt andet benchmarker på omkostninger og produktivitet. Hos Jonas var antallet af levendefødte grise ikke tilfredsstillende, selvom genetikken burde give et højere resultat, og derfor søgte han hjælp hos Michael og SvineRådgivningen.
Af nøgletallene kunne det konstateres, det specielt var gyltene, som skuffede, hvilket vil sige, at der skulle arbejdes med poltene. Michael har et særligt fokus på poltenes flow og håndtering i tiden omkring inseminering.
”Min klare overbevisning er, at ro er nøglen,“ fortæller Michael.
”Giver vi færrest mulige stresspåvirkninger og stabilitet i dagene og ugerne omkring insemineringen, så løsner de flere æg, og resultatet bliver flere levendefødte grise. Det drejer sig om at se hele billedet, og hvad der er muligt hos den enkelte producent,” siger han.
Hos Jonas blev foderstyrken øget, hvilket gav en mærkbar stigning i levendefødte, men det kan samtidigt presse på sodødeligheden, så det er en balancegang. De justerede også indretningen i poltestalden og flyttede nogle søer, så der kunne skabes bedre ro omkring de kritiske perioder.
En arbejdsplads bygget på tillid og fællesskab
Men succesen handler ikke kun om tal og teknik. Den handler i høj grad om mennesker. Jonas lægger stor vægt på medarbejderpleje, og det ses tydeligt. Hver morgen klokken ni samles hele holdet i frokoststuen, hvor der er dækket op med godt pålæg, rugbrød, frisk kaffe og en bolle til dem, der har lyst. Her deles historier, grines ad Ivans humoristiske stik til de andre, og der er en ægte følelse af fællesskab.
Teamet består af loyale kræfter som Corina fra Rumænien, der har været på gården i 10 år, Ivan fra Ukraine med over to et halvt års anciennitet, Mackline fra Tanzania og den farestaldsansvarlige Jane, der startede som praktikant og derefter er blevet fastansat og har været ansat i cirka tre år. Derudover er der også en studerende, der læser til landmand. Jonas har en ekstrem stor tillid til sine folk, og de kan drive stalden selvstændigt, selv når han ikke er til stede.
”Mine medarbejdere er hjertet i hele besætningen. Når de føler sig værdsatte, trygge og en del af noget større, så smitter det direkte af på dyrene. Den ro, vi oplever i farestalden nu med fredelige dyr, er et resultat af både bedre rutiner og glade, motiverede mennesker,” siger Jonas.
Stina har oplevet den samme dynamik på nært hold:
”Jonas har skabt en kultur, hvor medarbejderne tør tage ansvar. Ved at involvere dem direkte i rådgivningen, uden at det hele skal gå igennem ejeren, får vi en helt anden motivation og ejerskab. Det er sjældent at se så stærkt et samarbejde på tværs af nationaliteter og baggrunde.”
Hver morgen mødes medarbejderne på St. Røjkumgård til morgenmad. En vigtig del af det kollegiale fællesskab.
Et bidrag til lokalsamfundet
Jonas er også engageret i at bygge bro til det omgivende samfund. Han har ansat tre unge fra lokalsamfundet, der kommer og hjælper lidt til i weekenderne, og når det ellers passer ind.
”Selv hvis kun hver tredje ung får en gnist for landbruget, så er det givet godt ud,” siger Jonas og fortsætter:
”De unge tager historierne med hjem til deres forældre og venner. De ser, at det er et moderne, teknologisk og meningsfuldt erhverv. I en tid med meget negativ omtale har vi som landmænd brug for at vise den virkelighed, der findes ude på gårdene.”
Et partnerskab, der giver mening og resultater
Med de seneste tal fra E-kontrollen står det klart, at Jonas Galsgaards investering i tæt, praktisk rådgivning har betalt sig. Dødeligheden er mere end halveret på få måneder, produktiviteten er stigende, og besætningen fremstår stabil og veldrevet. Bag tallene ligger en større fortælling om tillid, nærvær og en vilje til hele tiden at blive bedre.
I en branche under konstant pres viser Jonas Galsgaard og hans team, at det er muligt at skabe både gode tal og god mening. Og med Stina ved sin side ser fremtiden lys ud for den vestjyske besætning.
Tilmelding til nyhedsbrev