Udgivet d. 24-05-2025
Griserådgiver Bjarne Knudsen ser for første gang i lang tid tegn på, at det rykker den rigtige vej i slagtegriseproduktionen.
Griserådgiver Bjarne Knudsen ser for første gang i lang tid tegn på, at det rykker den rigtige vej i slagtegriseproduktionen. Noteringen er steget markant de seneste fem uger, og det betyder ikke bare bedre stemning i markedet – det kan mærkes helt konkret i dækningsbidraget, der ifølge Bjarne er steget med op mod 120 kr. per gris. Samtidig har alle de store slagterier hævet overvægtsgrænsen til 102 kg – og det ændrer på regnestykket for, hvornår det giver bedst mening at sende grisene afsted.
Men hvad skal man så gøre nu? I den nyeste episode af SAGROs podcast Fredagstelefonen peger Bjarne på, at det pludselig giver god økonomisk mening at lægge ekstra kilo på grisene – enten ved at beholde dem lidt længere eller optimere på slutfoderstyrken.
For den optimale slagtevægt er på få uger steget med 3-4 kg, og leverer man stadig omkring 90 kg, går man faktisk glip af 12 kr. pr. gris i udbytte. Han minder også om, at deadline for tilmelding til projektet om hele haler nærmer sig med hastige skridt – og opfordrer producenter til at tage snakken med deres smågriseleverandør.
Samtidig inviterer svinerådgivningen til fyraftensmøde i Herning den 2. juni, hvor bl.a. AgroMarkets kommer og giver deres bud på udviklingen på råvaremarkedet og hvordan man kan afdække foderprisrisici.
"Det koster lidt at være med – men det er ret godt, synes vi selv,” siger Bjarne med et smil.
Tilmelding til nyhedsbrev