Overvej din skat inden nytår

Udgivet d. 09-12-2022

Har du som person betalt for lidt i skat i 2022, kan du frivilligt betale den forventede restskat.

Har du som person betalt for lidt i skat i 2022, kan du frivilligt betale den forventede restskat. Restskatten skal være betalt senest den 30. december 2022 (sidste bankdag i 2022), så undgår du helt at betale renter.

Betales restskatten senest den 1. juli 2023, så betaler du en dag til dag rente på 1,7 % p.a.  af restskatten fra 1. januar til og med den dag, du betaler. Skattestyrelsen stiller en beregner til rådighed på tastselv.  Betaler du efter 1. juli 2023, vil Skattestyrelsen opkræve restskatten plus rente- og procenttillæg på 3,7 %. 

Renten og procenttillægget er ikke fradragsberettigede.

Hvis du benytter virksomhedsordningen, og det er der, du har pengene, kan det være en fordel at vente med at betale din restskat til primo januar 2023, hvis du i løbet af 2022 har hævet store beløb til privat. Kontakt din skatterådgiver, som kan anbefale dig det bedste tidspunkt for indbetaling af restskatten.

 

Tilbagebetaling af forskudsskat
Har du betalt for meget i forskudsskat i løbet af 2022, kan du senest 31. december 2022 søge om at få beløbet tilbagebetalt. Du får ikke renter af beløbet, hvis du søger om at få det udbetalt inden årsskiftet.

Men mangler du likviditet, kan det være en fordel at søge om udbetaling af skatten fremfor at hæve på kassekreditten.

 

Pensionsordninger
Derudover er det en god idé at være opmærksom på reglerne for, hvor meget du kan indbetale og få fradrag for i forhold til dine pensionsordninger.

Læs mere om pensionsovervejeler inden nytår her. 

 

Befordringsfradrag
Har du arbejde ved siden af dit erhverv, bør du være særligt opmærksom på dit befordringsfradrag for 2022. Skattemæssigt er der fradrag for befordring til og fra arbejde. Jo længere man har til arbejde, jo større er fradraget. Har du haft væsentligt færre arbejdsdage på dit normale arbejdssted i 2022, vil det have stor betydning for dit fradrag og dermed din skat. Det kan dermed medføre, at du har betalt for lidt i skat. Fradraget vil derudover ikke som for tidligere år være fortrykt på oplysningsskemaet.

 

Gaver i familien
Hvis du giver gaver til børn og børnebørn på op til 69.500 kr. (24.300 kr. til svigerbørn), skal der ikke betales gaveafgift. Beløbsgrænsen gælder per gavegiver. Hvert barn kan derfor modtage op til 139.000 kr. uden afgift, når der kommer gave fra både far og mor. Det er vigtigt, at gaverne gives fra hver af gavegiverne. Gaver kan også uden skattemæssige konsekvenser gives til en samlever eller til søskende, hvis man har boet sammen i mindst to år og stadig er samboende, når gaven gives.

 

Tjek forskudsopgørelsen for 2023
Kontroller, at indkomsterne og fradragene på din forskudsopgørelse er rigtige. Havde du underskud i 2021 og 2022, men forventer du et overskud i 2023, skal din forskudsopgørelse rettes. Det samme gælder, hvis du regner med at tjene mindre i landbruget i 2023 end tidligere. B-skatteraterne fastsættes ud fra de indkomster, du tidligere har haft. Derfor er det vigtigt at kontrollere forskudsopgørelsen. Forskudsopgørelsen har også betydning for udbetaling af sociale ydelser.

 

Køb af maskiner og inventar for at kunne afskrive
For at man kan afskrive på maskiner og inventar, skal de være:

  • Leveret til en igangværende virksomhed
  • Bestemt til at indgå i virksomhedens drift
  • Færdiggjort i et sådant omfang, at den kan indgå i driften.

Hvis man køber en mejetærsker i december 2022, kan man afskrive på mejetærskeren i 2022, selvom den ikke har været benyttet erhvervsmæssigt inden udgangen af indkomståret. Afskrivningen forudsætter dog, at maskinen er leveret til en igangværende landbrugsvirksomhed inden udgangen af 2022, og at maskinen er færdiggjort i overensstemmelse med den beskrivelse, der fremgår af købekontrakten med maskinhandlen.

Hvis du køber fabriksnyt inventar/maskiner har du i år mulighed for at afskrive på 116 % af anskaffelsessummen, hvis maskinen/inventaret er omfattet af nogle særlige afgrænsningsregler, herunder at maskinen er leveret og indgår i virksomhedens drift inden udgangen af 2022. Tal evt. med din skatterådgiver om dette, eller læs om det her på Landbrugsinfo, hvis du har abonnement hertil.

 

Deling af overskud mellem ægtefæller
Hvis du og din ægtefælle begge deltager ligeligt i driften af landbruget, og I fremover ønsker at dele overskuddet mere frit, fx ligeligt, skal I senest den 31. december 2022 meddele Skattestyrelsen og øvrige kreditorer herunder kommunen, at I begge hæfter ligeligt for virksomhedens gæld. Ønsker I begge at indbetale fortjeneste fra et senere salg af landbruget på en ophørspensionsordning, kan det være en fordel at bruge ligedelingsreglerne inden salget.

 

Søg rådgivning

Hvis du ønsker at få afklaret skattespørgsmål inden nytår, står vi klar i SAGRO til at besvare dine spørgsmål. Du kan med fordel altid kontakte din rådgiver.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Hans Arne Pedersen Hans Arne Pedersen Registreret Revisor 76 60 22 41 25 57 99 50


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere