Solcellemarkedet rykker: Investeringen er billigere nu

Udgivet d. 15-01-2024

Højere net-tariffer, lavere omkostninger ved investering og en højere elpris gør, at det meget vel kan betale sig at investere netop nu.

Energimarkedet er bestemt ikke statisk, og derfor sidder SAGROs driftsøkonomer og holder øje med, hvad der rør sig, så kunderne har mulighed for at slå til, når det rette øjeblik er der.

- Det er ved at være nu. Der er flere parametre, der gør, at tiden er inde til at forberede sig på at lave en god handel. Tilbagebetalingstiden er faldet markant, hvis man ser på, hvordan det har rykket sig over de sidste par år, siger Uffe Ølgaard Bloch, der er driftsøkonom i SAGRO.

Det er der flere årsager til: Solcelleanlæggene er faldet i pris, net-tarifferne er ændret, og det samme er markedsprisen på strøm. Men hvordan kan det nu være? Vi tager lige en hurtig gennemgang af de forskellige parametre.

 

Billigere solcelleanlæg og bedre salgspris

En af årsagerne til den kortere tilbagebetalingstid er, at solcellemarkedet er blevet mere ”spiseligt”. Det er ganske enkelt blevet billigere at investere nu.

- Da strømprisen var på sit højeste, var der rigtig mange, der købte solcelleanlæg, og det skubbede også til prisen. Nu har markedet lige som fundet sit mere naturlige leje, og samtidig er der kommet mere konkurrence på at producere solcelleanlæg. Alt det betyder, at investeringen er billigere at lave nu, siger Uffe Ølgaard Bloch.

Samtidig er der sket noget rent fysisk på elmarkedet. Man har bl.a. forbundet Danmark med Storbritannien via VikingLink, som er en ny elforbindelse baseret på jævnstrøm. 

- Vi har typisk været bundet op på elmarkedet i det sydlige Norge, men nu er markedet mere bundet op på Tyskland, og her fra januar også Storbritannien, hvor man generelt betaler en lidt højere pris for strømmen. Det er godt for danskere med solcelleanlæg, at det er lettere at afsætte overskudsstrømmen til Storbritannien og Tyskland, da det er med til at lægge en højere bund under strømprisen. Det betyder så desværre også, at vi som købere af strøm skal regne med at betale lidt mere for strømmen, siger han.

 

Højere net-tarif

Som mange ved, er der ud over den rene strømpris også en række afgifter og tariffer, og en ikke-ubetydelig del af denne perlerække af udgifter er net-tariffen. Den skal dække omkostningerne ved at etablere og drive elnettet samt balancere elsystemet.

- Udgiften til at drive elnettet er steget, og det betyder, at forbrugerne skal betale mere for at få strøm. Men hvis man producerer selv, slipper man for at betale til elnettet af den strøm, man selv laver, og også dette er med til at bringe tilbagebetalingstiden på et solcelleanlæg ned, siger Uffe Ølgaard Bloch.

Tariffen bliver justeret årligt, så den kan matche udgifterne, som de forskellige leverandører af strøm har. Desuden går en del af tariffen også til, at f.eks. Energinet kan få en ”rimelig forrentning af den investerede kapital”, som det fremgår af Energinets hjemmeside. Tariffen er dog også reguleret af Forsyningstilsynet, så der er et vist loft på forrentningen.

 

Udsigt til lavere renter

Renteudgifterne forbundet med investeringen, har det sidste stykke tid været i den høje ende, men også det ser ud til at ændre sig. Flere store banker forudser faldende renter i det kommende år. 

Dermed er der endnu en parameter, der kommer til at tale for en kortere tilbagebetalingstid.

- Man skal huske, at fra man går i gang til at regne på det, og til at man står med det færdige anlæg, går typisk op til et halvt år, så hvis man skal nå at få noget ud af investeringen i år, skal man til at gøre noget ved det nu. Det er derfor, at jeg anbefaler, at man får undersøgt sine muligheder nu, siger han.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Uffe Ølgaard Bloch Uffe Ølgaard Bloch Driftsøkonom 76 60 23 93 23 34 55 58


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere