Udgivet d. 03-10-2025
Den ny variant af Porcine Parvovirus (PPV) er den dominerende, og det udfordrer den eksisterende vaccination og kan medføre reproduktionsproblemer, selv i besætninger der vaccinerer rutinemæssigt.
Porcine Parvovirus er en af de mest udbredte årsager til reproduktionsproblemer i svineproduktionen.
Derfor er vaccination mod PPV en standardpraksis i de fleste svinebesætninger for uden den ville sygdommen kunne give markante økonomiske tab.
Men som med alle virus ændrer PPV sig over tid. Siden 1970’erne har man vaccineret mod den klassiske PPV-genotype, men nye varianter er opstået. Ifølge Marianne Kyed fra SvineRådgivningen viser analyser, at hele 89 procent af de PPV-fund, som laboratorierne i øjeblikket ser, tilhører en ny variant.
I Danmark har man de seneste år set et tydeligt skift i, hvilke PPV-genotyper der dominerer.
Genotype 1 har længe den mest udbredte, men siden 2014–2015 er genotype 2 blevet den dominerende.
Problemet er, at nogle af de eksisterende vacciner er udviklet til den klassiske genotype 1 – og de giver ikke nødvendigvis fuld krydsbeskyttelse mod nyere varianter.
”Det betyder, at selv vaccinerede besætninger kan opleve reproduktionsproblemer som f.eks. små kuld, hvis en ny variant trænger igennem immuniteten,” fortæller Ceva Denmark.
For at fastslå, hvilken variant der er på spil i en besætning, benyttes genetisk sekvensanalyse (gensekventering) af virus fra prøver – for eksempel fostre, moderkager eller blod.
Men ifølge Marianne Kyed er det ikke altid ligetil:
”Det kan være svært at udpege præcis, hvilke materiale der skal testes. Man kan godt få et negativt svar, selvom man har et problem i besætningen.”
Et tegn på, at PPVkan være et problem i besætningen, er variation i kuldstørrelser.
Hvis en stor del af søerne ligger under 11 levendefødte grise per kuld, kan det være en indikator på, at vaccinen ikke yder tilstrækkelig beskyttelse mod den nye variant. I de tilfælde kan det være nødvendigt at overveje et skift til en vaccine, der dækker bedre mod de nyere genotyper.
Tilmelding til nyhedsbrev