Udgivet d. 20-06-2025
Det er tid til at finde vandingsmaskinerne frem igen.
Det midt- og sydjyske landskab tørrer ud igen, og vandingsmaskinerne er rullet frem. Det er især kartoflerne, der sukker efter vand, men også mange andre afgrøder har nu brug for en hjælpende hånd for at klare sig gennem endnu en tør periode.
Det er blot én af de mange aktuelle observationer og anbefalinger, du kan høre i den nyeste udgave af vores podcast Fredagstelefonen, hvor rådgivere fra SAGRO giver en aktuel status direkte fra marken.
I flere vårafgrøder ses nu forekomst af nøgen bygbrand – og som det blev sagt i podcasten: "Det er absolut ikke en erotisk fortælling."
Svampen viser sig som ødelagte, askelignende aks, og hvis mere end tre procent af aksene i en certificeret udsæd er smittet, kan man have krav på erstatning.
Det svarer til omkring 45 smittede aks pr. kvadratmeter. Det er vigtigt at reagere hurtigt, især hvis man selv vil bruge sin avl som udsæd, for smitten ligger latent og kan udvikle sig næste år.
Hvis du planlægger at bruge din egen avl til udsæd, bør du være ekstra opmærksom på sundheden i dit udsædskorn. Selvom mange partier er behandlet godt, kan sygdomme som bygbrand udvikle sig, hvis forholdene er til det. Et tjek nu kan spare dig for store problemer i næste sæson.
Snart er vinterbyggen klar til høst, og det betyder, at der er et godt tidspunkt til at få bugt med kvik og andet flerårigt ukrudt i fodermarker. Pletsprøjtning er tilladt – men det kræver dokumentation.
Hvis du bliver udtaget til kontrol, skal din sprøjtejournal vise, hvor der er behandlet. Ved fysisk kontrol skal du også kunne udpege de behandlede områder.
Ved brug af glyphosat er der 10 dages behandlingsfrist før høst, men forsøg viser, at man ofte kan sprøjte op til 20 dage før uden udbyttetab.
I de tidligste roemarker er der fundet kolonier af bede-bladlus. De sorte lus sætter sig i hjerteskuddene, mens de grønne ferskenbladlus typisk gemmer sig på undersiden af bladene.
Hvis over 50 procent af planterne har sorte lus, eller 10 procent har ferskenbladlus, er det tid til at overveje bekæmpelse. Midler som Teppeki og Pirimor kan bruges, men kontakt din rådgiver først.
I Fredagstelefonen kan du også få en opdatering på majsen, lidt mere om kartoflerne hvor de skimmelresistente sorter er godt på vej.
Til Kartoffeldagen den 26. august vil vi give en grundig gennemgang af de nye sorter og muligheder. Det bliver en oplagt mulighed for at se, hvad fremtiden bringer – og hvordan vi passer på både midler og sorter.
Du kan høre alle detaljerne og de faglige vurderinger direkte fra rådgiverne i podcasten, der udkommer hver uge og giver dig det fulde overblik over, hvad der rører sig i planteproduktionen lige nu – lige til at tage med i traktoren eller på markvandringen.
Tilmelding til nyhedsbrev