Udgivet d. 09-07-2026
Grobund har sat kundechef i Agrocura, Henrik Andresen, stævne for at høre, hvad han forventer af verdensmarkedet.
Sidste års rekordhøst gav bugnende lagre på verdensmarkedet, men forventningerne til årets udbytter er markant lavere. Det skyldes en lang række faktorer på de globale markeder, fortæller Henrik Andresen.
”Sidste år landede vi på en overproduktion på 26 millioner tons korn, og det har helt naturligt givet lave kornpriser i næsten et år. I år er amerikanske USDA kommet med et estimat, der siger, at vi kommer til at spise 24 millioner tons af vores lagre – altså at vi kommer til at forbruge mere, end vi producerer.”
Hveden daler
Når vi kigger på udsigterne til den globale hvedebalance i 2026/27, peger pilen let nedad. Både når det kommer til udbud og efterspørgsel. Forventningen til årets globale produktion hedder 819,1 mio. tons – mod rekordåret 2025’s 843,8 mio. tons.
Efterspørgslen forventes at lande på 823,3 mio. tons, så også her bliver der spist af lagrene.
”Det er især de største hvedeproducerende lande, som vi ser reduktionerne i. Vi ser dog også reduktioner i efterspørgslen, men vi forventer, at slutlagrene falder med 4,2 mio. tons – og lander på 275 mio. tons,” forklarer Henrik Andresen.
Rift om majsen
Majssæsonen peger også lavere forsyninger og mindre slutlagre. Resultatet ventes at lande på 1.295 mio. tons – mod sidste års 1.313 mio. tons – og alene amerikanerne forventer et fald på seks procent i udbyttet.
”Samtidigt forventer vi, at forbruget stiger med én procent til rekordhøje 1.315 mio. tons – og lander dermed 19,4 mio. tons højere end produktionen. Det får slutlagrene til at falde til 277,5 mio. tons, som er det laveste niveau siden 2013/14,” siger Henrik Andresen.
Det er især Kina, Brasilien, Vietnam, Indien og Mexico, at efterspørgslen kommer fra.
”Sidste år landede vi på en overproduktion på 26 millioner tons korn, og det har helt naturligt givet lave kornpriser i næsten et år."
Henrik Andresen, Agricura
El Niño og Hormuz-krisen
Årets faldende forudsigelser skal vi nok forstå på flere baggrunde. Dels var sidste år på mange måder et rekordår – og dels er der mange faktorer, som påvirker fødevareproduktionen i år, forklarer Henrik Andresen.
”Først og fremmest har vi krigen i Iran og Hormuz-
krisen, som har sendt prisen op på kunstgødning, og det påvirker naturligvis udbytterne globalt. Men vi har også et El Niño-fænomen, som spøger i årets forventninger. Det giver vildere vejr, og især Asien og Australien står måske over for højere temperaturer og mindre nedbør,” siger han og slutter:
”Kombinationen af høje energipriser, dyr gødning og faldende globale lagre skaber derfor et marked, som på længere sigt har potentiale til højere kornpriser. Markedet synes endnu ikke at have indregnet en større risikopræmie for denne udvikling, men fortsætter energikrisen - samtidig med, at den globale høst skuffer blot en smule - kan det blive startskuddet til en ny periode med stigende kornpriser.”
Tilmelding til nyhedsbrev