Udgivet d. 21-05-2025
Naturens værdi er ikke kun noget, man kan se – det kan også mærkes.
Etablering af mindre vandhuller på ejendommen er et enkelt og effektivt tiltag, der både bidrager til biodiversitet og kan være med til at opfylde kravet om 4 % ikke-produktive arealer (brak).
– Vandhuller tilgodeser en lang række arter – fra insekter og padder til større agerlandsarter som rådyr. Det er et enkelt, men virkningsfuldt skridt mod mere natur på bedriften, siger Frederik Steen Hansen, naturrådgiver hos SAGRO.
Op til fem vandhuller pr. ejendom
Du kan søge tilskud til op til fem vandhuller pr. ejendom pr. år. Typisk er der tale om små vandhuller på 600-1000 m², som fint kan placeres på våde hjørner eller mindre produktive arealer.
Frederik Steen Hansen anbefaler, at man især kigger på de naturligt fugtige lavninger, når man overvejer placering.
– Der er god mening i at udnytte de vådeste områder, hvor jorden i forvejen er vanskelig at dyrke. Det giver både mening for naturen og driften, siger han.
Husk at være i god tid
Da der i mange tilfælde skal søges tilladelser fra flere instanser som for eksempel landzonetilladelse hos kommunen og indhentes godkendelse fra det lokale museum, kan sagsbehandlingstiden være lang.
– Derfor anbefaler jeg, at man kontakter os i god tid, hvis man vil søge puljen til etablering i starten af 2026. Vi hjælper med alt – fra myndighedsprocessen til den færdige ansøgning, siger Frederik Steen Hansen.
Supplér med beplantning
Har du planer om at plante mindre beplantning omkring vandhullet, kan SAGRO også hjælpe dig med at søge tilskud via ordningen "Plant for vildtet".
Vil du med i næste ansøgningsrunde?
Der er kun én ansøgningsrunde om året – så hvis du ønsker at etablere vandhuller i den kommende runde i 2026, så tag fat i en rådgiver allerede i dag. Vi sørger for, at du er klar, når puljen åbner.
Vil du høre mere? Kontakt os – så hjælper vi dig med at bringe mere natur til bedriften.
Frøer, tudser og andre padder er nogle af de dyrearter, der vil være at finde i mange søer og vandhuller.
Med tiden vil blandt andet hejrer og andre fugle tiltrækkes af den føde, der er ved vandhullet.
Senere kan også fisk som gedder forekomme i små søer og vandhuller, så der kan lystfiskes.
Tilmelding til nyhedsbrev